Farvel Singapore, du vil blive savnet

januar 16, 2019 Slået fra Af Michael Wibe

Hold kæft for en fantastisk by… der var ikke en af os der ville rejse videre i dag, men vi havde bestilt billetter til Ho Chi Minh City. De sidste par dage er gået med Chinatown, Little India og bare med at gå rundt og se byen. Det er sjovt at se de to forskellige bydele, Chinatown hvor det mest var gamle Kinesere og en masse billigt skrammel og Little India hvor der bare er farver alle steder, men til gengæld også en masse forskellige lugte og det er ikke lige af mad alle sammen 😝 man er ikke i tvivl når man nærmer sig de forskellige bydele, de er stolte af det og skilter stort med det.

I går aftes sluttede vi Singapore af med at se det berømte lysshow ved Marina Bay og det var super flot, men det får altså også stor hjælp af de mange flotte bygninger der alle lyser flot op på hver sin måde. De har alle deres eget lys og kun et lille lysskilt med hvem der ejer det. Det ser bare så godt ud! Så hvis man synes Singapore er flot om dagen, så er det endnu flottere om aften og overalt summer byen af liv og glade mennesker. Nej vi ville bare ikke videre.

I dag er vi så fløjet videre og det er vild kontrast, Singapores flotte by og velkommen til en hektisk Ho Chi Minh City. Bare i lufthavnen kunne vi mærke at vi var tilbage til kaos. Der var kæmpe kø i immigrationen, vi taler altså 1000-1500 mennesker der alle skulle vise pas og da vi endelig var kommet igennem, kom vi ned til kufferterne, der alle var smidt på gulvet fordi folk ikke kunne hente deres kufferter, da de jo stod i immigrationen og gloede, så kuffertdrengene måtte tage dem af så de andre fly kunne få deres ud på rullebåndet.

Nå men vi gjorde som vi plejer at gøre når vi lander i et nyt land, ud og finde et simkort, få nogle penge og så ud og finde et sted at sidde og lige få et overblik over hvordan vi nemmest kommer videre. Vi forsøgte flere gange at få en Grab / Uber taxi, men uden held. En tur til vores hotel ville koste 72.000 af deres penge og da vi ikke kunne få fat i en taxi på den måde, forsøgte vi os hos nogle af alle de mennesker der stod derude og råbte på om vi skulle have en taxi. Vi fandt en sød dame, men hun ville have 220.000 penge, så Rine vendte sig om i vrede og gik sin vej og bandede og svovlede at det var jo røveri 😎 det skal lige siges at 100.000 er ca. 32 kr 😜 så damen ville have 60 kr. for turen, men jeg er glad for at hun har lært noget på turen, for det plejer altid at være mig der står og diskutere om 5-20 kr. Men man skal jo ikke betale det dobbelte bare fordi man kan og næste gang man kommer, så er priserne bare strøget i vejret. Vi fik dog fat i en Grab taxi til sidst og betalt de 72.000 og jeg er glad for at den App findes for hvor er det dog fedt at man har aftalt en pris up front, så man ikke skal skændes med dem når man kommer frem fordi de vil tage røven på en. Vi burde få det i Danmark også, hvorfor skal taxaer køre med taxameter?

Efter en time i bilen nåede vi hotellet og fik kæmpe skideballe af vores to alt for forkælet drenge, for hvor var poolen lige henne 🤪 de faldt dog ned efter 10 min. da de fandt ud af internettet var godt nok, jo tro mig, de er trætte af at rejse nu, træt af at blive slæbt fra hotel til hotel, ud og spise og gå rundt og det hjælper ikke at de allerede nu begynder at planlægge hvad de skal med deres venner når de kommer hjem. Rine og jeg kunne til gengæld godt rejse et halvt år mere 🍾🥂

Hertil aften gik vi rundt om hjørnet på en stor restaurant hvor der sad en masse lokale. Det var drengene der valgte stedet og de valgte det kun fordi der var akvarier med hummer, krabber, ål og en masse andre fisk. Rine så vildt begejstret ud for deres valg og vi havde kun siddet i 5 min, da hun fik flashback til hvorfor hun ikke syntes så godt om Vietnam… maden! Og det hjalp ikke på humøret da sidemanden lige vendte sig om imod os og tømte næseborene ud på gulvet lige ved siden af os, jo velkommen til Vietnam. Men ellers var maden god og de var søde nok, drengene fik lov til at komme om bag i akvarierne når der skulle fanges fisk til kokken, så de var ikke til at skyde igennem og så kunne de selv spise stegte ris med grønsager, som de nu har takket nej til i 3 1/2 måned.

Total Page Visits: 1161 - Today Page Visits: 1