Farvel til Kandy store rejse dag
Det der med drømme det er noget mærkeligt noget. Man drømmer om en bestemt oplevelse, og når man virkelig ønsker noget, så ender det tit med at blive en skuffelse.
Vi blev hentet kl 9 på hotellet af vores chauffør, foran os havde vi en køretur på mellem 3- 4 timers ren bjergkørsel. Som nævnt i går kunne vi ikke få togbilletter fra Kandy, så vi har besluttet at køre til Nueara Elaya for at satse på at få togbilletter derfra og til Ella.
Det er her det med drømmen kommer ind. Jeg har i mange år drømt om at prøve at køre med toget i Sri Lanka, på strækningen mellem Kandy og Ella. Af samme grund har vi strækt os længere end vi normalt ville gøre for at få den drøm til at gå i virkelighed.
Køreturen var super smuk, og jeg tror faktisk ikke jeg lyver hvis jeg siger at jeg aldrig har oplevet så smuk natur i mit liv. Alt var grønt, og jeg mener virkelig grønt, som man nærmest kun ser det i tegnefilm. Men det var en hård køretur, og det kan man næsten regne ud når det tager omkring 4 timer at køre 68 km. Vi besluttede heldigvis at tage køresygepiller, selvom vi vidste at det ville betyde at vi ville være trætte og at vores lunte ville være en smule kortere end normalt.
Vi stoppede et par gange på vejen, hvor vi så the plantager, vandfald, en smuk sø og en masse flot natur. Da vi ankom til Nueara Elaya ( også kaldet little England) var vi alle spændte på, om det var muligt at få de tog billetter. Det lykkedes os, eller det vil sige vi fik billetter på 3 klasse uden siddeplads.
Fordi det var min drøm besluttede vi os for at købe billetterne, dette på trods af at vi allerede havde siddet i en bil i 4 timer, og så skulle vi stå op i et tog de næste 3 timer. Men igen drømmen skulle simpelthen udleves.
Jeg må indrømme at da vi stod på perronen og toget kom kørende prop fyldt med mennesker, og vi tydeligt kunne se at der stod yderligere 150 mennesker som skulle ind i toget, så begyndte jeg at fortryde mit valg.
Fortrydelsen blev ikke mindre af, at vi stod som sild i en tynde, med vores tunge tasker på ryggen. Folk der sad og stod alle vegne, nogen der spiste klamme ting der lugtede af muggen røv, andre stod i døren og røg cigaretter så man fik røg i hovedet, børn skreg hver gang vi kørte igennem tunneller og ja, så spydene Alexander ild. Han havde en klar mening om at det var verdens dårligste dag, verdens dårligste ide at køre med tog, og verdens værste forældre, og nu gad han f….. ikke denne rejse mere.
Det er jo ikke fordi jeg ikke forstår at 7 timers transport er meget at bede børn om, specielt når de 3 af timerne er stående i et tog som sild i en tynde. Men det var en drøm som jeg var nødt til at forfølge, om det var det værd…. Tja det var en virkelig smuk køretur, Tobias og jeg sad med benene ude af toget og talte om alverdens ting, mens Sri Lankas smukke natur susede forbi vores fødder – så ja det var det værd, men jeg vil gerne indrømme det havde været sjovere på 1 eller 2 klasse med en pladsbillet. Men tingene er ikke altid som vi ønsker os, og nogengange må man bare ofre lidt for at få en drøm opfyldt!
Da vi ankom til Ella styrt regnede det, og vi var alle godt trætte og sultne. Vi tog derfor den første og bedste taxi, selvom vi udemærket vidste at den pris han forlangte var dobbelt så høj som normalt, men alle var klar til at komme op til hotellet i en fart.
Vores hotel hedder Ella Dream Catcher resort og ligger på toppen af et bjerg. Det er måske ikke super praktisk, men det er en virkelig smuk udsigt. Da vi ankom havde værten helt sikkert glemt at vi skulle komme, hotellet så helt lukket ud. Han fik forvirret fundet værelser til os. Jeg fortalte ham at vi havde bestilt et familieværelse med 2 dobbeltsenge, og ikke 2 dobbeltværelser ved siden af hinanden. Han blev igen forvirret, og sagde at man bare kunne bruge “opgangsdøren” som dør, og så have åbent imellem værelserne. Jeg var simpelthen for træt til at diskutere så det blev løsningen.
Aftenen bliver brugt på værelset, alle er trætte og trænger til iPad og pizza. Så Michal og hotelejeren var så søde at køre ned til byen og hente pizza til os, så vi ikke skal have drengene mere ud i dag.
Da vi sad og spise pizza på værelset, fandt vi ud af at vi langt fra er alene herinde. Her bor nemlig en del små klamme væsener, så vi måtte igang med at tæmme værelserne for kryb. Alle er mere eller mindre panikslagne for natten, og jeg må indrømme jeg har stoppet revnen under døren med håndklæder så der ikke kan kommer flere ind 🙈
