Rejsedag farvel til Ella og snuden mod Yala.
Vækkeuret ringede kl 9.30 vi havde bestilt morgenmad kl 10, og afgang fra hotellet kl. 11. Efter morgenmaden var det igen tid til at pakke vores ting sammen, for at tage afsted på nye eventyr.

I dag er det en uge siden vi rejste fra Danmark, og med alle de fantastiske oplevelser vi allerede har fået så føltes det som om vi har været væk meget længere. Det er meget spændende at rejse på denne måde, hvor man aldrig rigtig ved hvad dagen kommer til at bringe. Og jeg kan mærke at det er sundt for mit kontrolgen at slippe tøjlerne og bare følge med. Men det er også hårdt at rejse, med så hyppige hotel og by skift.

Vi har haft 2 overnatninger hvert sted, så det betyder at vi har rejsedag med transport, en dag til oplevelser og så rejsedag med transport igen. På Sri Lanka ligger de byer vi rejser imellem typisk omkring 100 km fra hinanden. Men pga. af infrastruktur i landet tager det omkring 3-4 timer at rejse den strækning i bil.

Nu er vi kommet til Yala og et hotel der hedder Avonil Resort Yala. Det er virkelig en lille perle. Her er kun 6 værelser fordelt i 3 små huse. En rimelig stor og dejlig pool, og så er personalet super søde og de laver lækker mad.

Det var helt tilfældigt at Alexander fandt hotellet på Booking.com i går. Vi sad og ledte efter hoteller, da vi har ændret planer. Jeg var klar til at smide en masse penge efter et 5 stjernet ressort, fordi jeg er ved at være lidt træt af hotel standarden på Sri Lanka. Heldigvis fik Michael talt mig fra det, og så fandt vi denne lille perle til 1/10 af prisen.
Hotellet har hjulpet os med at booke en safaritur i morgen, hvor vi skal besøge Yala safaripark. Vi bliver hentet på hotellet kl 05.00, så vi skal virkelig tidligt op. Hotellet sørger for en morgenmads madpakke til turen. Vi er alle meget spændte på oplevelsen, og håber at se en masse dyr.

I dag styrt regner det hele tiden. Det er første dag vi har været uheldige med vejret. Drengene og Michael bader i poolen selvom det regner, og jeg bruger dagen på at sidde og skrive blog og få arrangeret et par hoteller og noget transport til vores videre færden.
Senere skal drengene lave lektier i en times tid, og så skal vi ellers bare hygge på hotellet og tidligt i seng.

