Tangalle – kæmpe havskildpadde.
Første morgen efter en fantastisk nattesøvn på vores nye hotel. Morgenmaden på hotellet er heller intet mindre end fantastisk. Der er en stor buffet med alt hvad man kan ønske sig, og derudover får man et menukort hvor man frit kan bestille, hvis man ønsker andre ting. Det her hotel er simpelthen himmelsk, og kan virkelig anbefales. Det hedder U.T.M.T “ Under the Mango tree”
Efter maden gik vi en tur på stranden der hører til hotellet, den er helt øde, men virkelig smuk. Drengene legede på de små klipper som stikker op af vandet, og der var simpelthen fyldt med krabber på stenene. Alexander var slet ikke til at hive med hjem, så ham og Michael blev nede på stranden hvor de kiggede på fisk og prøvede at fange krabber. Tobias og jeg gik tilbage til hotellet for at svømme lidt i den lækre pool. Vi svømmede 800 meter, og var begge helt smadredet i vores arme bagefter. Det er lidt et voksenhotel, så drengene skal være stille ved poolen, det øver de sig virkelig på, og vi skal kun huske dem på det ca. 500 gange i timen 🙈😊
Når en fin dame kommer svømmende med hat og solbriller, så kommer Tobias simpelthen til at lave en bombe ned i hovedet på hende, for han havde slet ikke set hende. Fem minutter senere kommer Alexander syngende og dansende ned i poolen, men mon ikke alle lige så stille vænner sig til hinanden.
Om eftermiddagen havde jeg bestilt en gang massage i hotellets spa afdeling. Det er sådan et Ayurveda spa center, som jeg tidligere har fortalt jer om. De fleste rejsende på dette hotel, er folk der er i Sri Lanka for at komme på et Ayurveda retreat med behandlinger, yoga og udrensningskur. Massagen var virkelig god, og mega hård. Man bliver smurt ind i meget varm olie fra top til tå og så starter massagen ellers. Det er ikke en afslappende massage, men kroppen har det virkelig godt bagefter.
Når klokken slår 16.00 på hotellet, så er det tee time. Man drikker utrolig meget tee i Sri Lanka, og det skyldes helt sikkert at det meste tee kommer herfra. Hotellet serverer tee og dagens kage til alle gæster, samtidigt åbner der en lækker frugtbod ved poolen. Her kan man bare bestille en tallerken med det frugt man har lyst til. Det er super lækkert og virkelig en luksus oplevelse, og det hele er en del af prisen på opholdet.
Ca. en times tuktuk kørsel fra hotellet ligger der en strand med “turtle watching”. Stranden hedder Rekawa Beach. Vi blev informeret om at vi skulle være derude kl. 19.00, så det var vi naturligvis. Da vi kom derud var der ikke et øje, og vi spurgte derfor damen ved billetlugen om vi var det rigtige sted. Det var vi, men vi var meget tidligt på den. Hun fortalte at man ikke på forhånd vidste om der ville være nogen skildpadder der kom op på stranden for at ligge æg, men at de normalt kom mellem kl. 21-02. Eftersom kl. kun var 19, og vi ikke havde spist aftensmad, gik vi over på den lille lokale restaurant som lå ved siden af. Her er der tryk på lokal restaurant. Det var 3 borde under et halvtag. Vi bestilte mad og ventede over en time på maden, det gør man faktisk altid her i Sri Lanka. Vi sad og talte om det overhovedet var sikkert at spise maden, men vi havde ikke rigtig andre muligheder. Maden var virkelig lækker, og vildt billig – så nu håber vi ikke at vi vågner med dum numse i morgen 🤣🙈
Kl. 21.30 gik vi mod stranden sammen med en masse andre mennesker. Vi fik besked på at vi under ingen omstændigheder måtte lyse eller bruge telefoner, da det var vigtigt at skildpadderne fik fuldstændig ro. Det var super uhyggeligt at gå først igennem en lille skovsti og efterfølgende gik vi 1 km ad stranden. Der var helt mørkt og man kunne slet ikke se hvor eller hvad man trådte på. Jeg var så bange at jeg fik ondt i maven mens vi gik, for lige inden vi steg af tuktukken, så vi en slange sno sig over vejen, så jeg var super bevidst om at de var lige i nærheden. Tobias var bange for krapper og tæt på hysterisk. Han ville hele tiden op på Michaels skuldre, men det var jo umuligt for det er sindssygt hårdt at gå i sandet på stranden, så Michael havde ikke lyst til at bære ham.
Da vi endelig kom frem, fik vi besked på at skildpadden var igang med at grave et hul som den ville lægge sine æg i. Vi skulle derfor vente igen. Klokken var nu omkring 22, og jeg var mildest talt utålmodig. Jeg følte ligesom jeg havde ventet siden kl. 19 da vi ankom. Jeg forsøgte at overtale drengene til at vi skulle opgive missionen og tage hjem, for hvor sjovt ville det overhovedet være at se den dumme skildpadde. Heldigvis fik jeg ikke overtalt drengene.
Oplevelsen var fuldstændig sindssyg. Da vi endelig fik lov at gå over til skildpadden lå der en basse på over en meter og med en vægt på ca. 200 kg. Den var kæmpe stor, og det var den type der hedder Green Turtle. Den lå i et stort hul den havde gravet, og så kunne vi se at den var igang med at lægge æg. Godt nok endte vi med at vente næsten 4 timer, men det var virkelig en stor oplevelse som jeg nødigt ville være foruden. Så jeg er taknemmelig for at min familie ikke er lige så utålmodig som mig!
