Tangalle – Whale Watching

januar 17, 2024 Slået fra Af Carina

Kl. 6.00 ringede vækkeuret, det føltes som tømmermænd at skulle så tidligt op. Vi var hurtig ude af sengen for vi glædede os alle sammen til dagens udflugt. Men turen startede ikke som forventet. Vi skulle hentes kl 6.30 af en tuk tuk på vores hotel, men den dukkede aldrig op. Her stod vi med 2 drenge og anede ikke hvad vi skulle gøre, så gode råd var dyre. Vi blev enig om selv at finde en tuk tuk og tage ned mod havnen hvor vi skulle sejle fra. Afsted med os, ned mod havnen. Vi landede 6.50 og det vrimlede med mennesker der allerede sad klar i bådene.

Det var åbenbart ikke her de sejlede fra, dem vi havde booket turen igennem. Vi fik fat i en ung mand som kunne sælge os nogle billetter til det skib han sejlede med, turen steg lige med 70 dollars, men i situationen havde vi ikke rigtig andre valg hvis vi gerne ville ud og se hvaler.

Vi havde på forhånd læst os frem til at turen var barsk og at der var høje bølger. Vi havde derfor valgt alle 4 at tage søsygepiller, selv om vi vidste at det ville betyde at vi ville være trætte på turen. Søsygepiller fortrød vi ikke, for puha hvor båden den bare vippede. Tobias og Alexander faldt heldigvis hurtigt i søvn på hver deres sæde, og jeg sad og kæmpede med min psyke som altid syntes den er søsyg, selv når jeg står på en strand og kigger ud over havet. Michael var sej, så han kunne sørge for at alle havde det godt, samtidigt at han tog billeder og spottede efter hvaler.

Vi sejlede ca. en time før vi så delfiner. Der var rigtigt mange og de svømmede afsted lang båden, de dykkede op og ned, så man skullle være hurtig for at fange dem.

Vi sejlede videre og efter ca 2 timer skete det endelig. Vi så 2 hvaler, en mor med sin unge. Den eneste der ikke så dem var Tobias, han var desværre slået helt ud af sin søsygepille, så han halvsov inde i stolen. Men igen skulle man holde øje, for man når kun at se ryggen af dem når de kommer op og tager luft. Det var lidt skuffende, jeg havde regnet med mere, men sådan er det med levende dyr. Jeg kan godt forstå de forsvinder hurtigt , når der er omkring 10 både der bare lå og sejlede efter dem, i håb om at de netop kom op forbi deres båd for at trække luft.

Efter ca en halv time var hvalerne forsvundet som dug for solen. De kæmpe dyr er så imponerende, og alligevel så skræmmende på samme tid. Vi sejlede videre, og lige inden vi nåede havnen spottede vi delfinerne igen. Denne gang blev de lidt længere omkring båden og vi fik mulighed for rigtigt at studere dem. De er bare et fantastisk fredfyldt dyr.

Nu gik turen mod havnen, og vi var hjemme efter 5 timers sejlads, alle godt trætte og sultne. Drengene kunne ikke lide morgenmaden på båden så de havde slet ikke spist i dag, så vi havde travlt med at finde et sted at spise.

Vi fandt en hyggeligt lille café hvor de lavede lækker sund mad. Det var tiltrængt for drengene var virkelig flade og trætte. Ja vi voksne var også trætte, de søsygepiller slår en helt ud, så vi gik tilbage til vores hotel hvor vi alle faldt omkuld og sov et par timer.

Efter vi havde sundet os, blev vi enige om at gå ned til stranden og tage en dukkert. Vi prøvede en af de andre strande, hvor vi endnu ikke har været. På stranden var der en lille ø med en høj bakke. Man kunne kun gå ud på øen når der var lavvande, for ellers skulle man svømme.

Turen op på den lille bakke var hyggelig og udfordrende, man skulle klatre og kravle lidt, da der ikke var en rigtig sti. Drengene elsker den form for udfordringer, men jeg må indrømme at jeg bliver lidt nervøs, fordi vi har klipklappere på så fodfæstet er ikke så godt, og så er Tobias bare lidt klodset.

Udsigten var fantastisk og vi så solnedgangen ud over havet. Drengene klatrede rundt på de små klipper og kiggede efter krabber og de var ikke meget for at skulle tilbage til stranden.

Vi spiste aftensmad på en strandrestaurant, maden var slet ikke god, men det bar så hyggeligt og der var live musik med alle de gode gamle numre. Man føler sig lidt heldig når man sidder med fødderne i sandet mens en rusten stemme synger “Ainˋt no sunshine“

Livet er dejligt!

Total Page Visits: 522 - Today Page Visits: 1