Farvel Sri Lanka – lidt tanker om at rejse væk i en længere periode.

januar 18, 2024 Slået fra Af Carina

I dag er vores sidste dage i Sri Lanka, i aften flyver vi videre mod Jakarta i Indonesien. Det bliver spændende med nye eventyr, men også vemodigt at skulle sige farvel til Sri Lanka.

Vi vidste slet ikke hvad vi skulle forvente os af Sri Lanka inden vi ankom, og derfor var det svært at forberede sig på de først 18 dage af vores eventyr.

Sri Lanka har været et hårdt land at rejse i, forstået på den måde at her er meget autentisk. Det er et fattigt land med fantastiske naturoplevelser. Hotellerne har været lidt en udfordring under vejs. Det har virkelig været nødvendigt med jahatten. Det har været værelser der har lugtet af mug, værelser med mange insekter, og myggenet med store huller. Men det har også fået os allesammen til at vokse som mennesker, vi har fundet ud af at vi kan meget mere end vi lige tror. Vi elsker alle luksus, men vi kan også sagtens hygge os på et ulækkert værelse med et hullet myggenet.

Vi har rejst meget rundt i Sri Lanka, vi har nået 7 forskellige områder på 17 dage, og det har været intenst. Det er hårdt at rejse så meget rundt, men det var nødvendigt hvis kabalen skulle gå op, og vi ville ikke have undværet nogen af stederne. Ella er egentlige stedet hvor jeg ville ønske vi havde haft et par dage mere. Her nåede vi ikke så meget, men der var dejligt og stedet havde en masse at byde på.

I dag har vi fået lov til at beholde vores værelse til kl. 16, da vi først skal flyve kl. 23. Det gør at vi kan hygge os ved poolen hele dagen, og når vi så tjekker ud så skal vi besøge Colombos største shoppingcenter, så mon ikke vi kan få nogen timer til at gå der.

I dag har været lidt en offdag for mig, jeg er træt af at rejse, træt af drengene og så savner jeg min familie og mine venner. Det er så forkælet at føle sådan, når jeg godt ved at alle derhjemme glædeligt ville bytte plads med mig. Men jeg lærte på vores sidste lange rejse at det er okay med sådanne dage, dem skal man give sig selv plads til at have da det er en naturlig ting. Selv om alt her er dejligt, så er det også hårdt at være sammen hele tiden alle 4. Drengene skiftevis hygger sig sammen, og bliver så uvenner at de er ved at rive hovederne af hinanden.

Jeg er sikker på det bliver sundt for os alle med et sceneskift, og i morgen når vi vågner hedder destinationen Jakarta ❤️

Total Page Visits: 1274 - Today Page Visits: 1