Jakarta
Vi vågnede brat op kl. 8.45 da rengøringen pludselig stod på vores værelse. Vi måtte lige informere hende om at der altså var adgang forbudt på vores værelse indtil efter 10.00.
Efter morgenmaden gik vi alle i fitnesscenteret og trænede en times tid. Det var mega god træning i dag, og vi var alle helt færdige bagefter. Det var som om airconditionen var ude af drift, så sveden løb af os alle.
Vi fik taget et bad, skiftet tøj, og ordnet lidt vasketøj osv. på værelset. Frokost spiste vi igen på hotellet, de laver virkelig god mad, og er meget rimelig med priserne. Efter frokosten gik vi en tur ud for at se mere af byen. Da vi havde gået et stykke skulle vi over en bro, oppe på broen lå der 2 små drenge og sov på et stykke pap. Drengene har max været 8 år, og de lå helt alene. Jeg vækkede den ene dreng, og gav ham nogen penge i hånden, han lyste helt op og vækkede sin bror. De blev så glade, og vinkede efter os. Men jeg fik det så dårligt, jeg ser hele tiden hans lille hånd som tog i mod pengene, den var et stort sår og han lå bare der i beskidt tøj på gaden. Jeg må indrømme at jeg græd da jeg gik derfra. Det føltes pludseligt forkert at man går og diskuterer med sine børn om de må få kondisko til 1.800, når der er børn der bor på gaden. Jeg ved godt man ikke kan tænke sådan, men min smag i munden var bare ikke fantastisk det næste stykke tid.
Vi gik en lang tur, og kom forbi Jakarta national monument. Det var en kæmpe plads omringet af palmer. Der var en afspærring, som Michael så fint trådte over, så en soldat kom løbende efter ham mens han viftede med armene. Ja afspærring betyder man ikke må gå derind ha ha ha.
Drengene fandt igen nogen børn de kunne spille fodbold med, så de hyggede sig mens Michael og jeg sad på græsset i skyggen og kiggede på. Da vi skulle gå videre kom der en hel famile over for at spørge om de ikke måtte få taget billeder sammen med os. Det virkede super mærkeligt at de stod der og holdt om en, mens der blev taget billeder. Men igen, det er tydeligt de ikke er vant til hvide turister.
Da gik videre var der 10 tuk tuk’er der spurgte om vi ville køre med, men vi sagde nej vi ville gerne gå. De sagde der ville komme regn, men vi sagde bare nej nej og gik videre. Himlen var jo blå og der var 35 grader.
Vi nåede lige præcis 100 meter længere frem, så åbnede himlen sig fuldstændig. Og hernede regner det altså ikke som i Danmark. Når der kommer regn så kommer der virkelig regn. Heldigvis kom der en tuk tuk og stoppe ved os, og Alex og jeg sprang ind. Michael stod stejlt på at vi skulle gå, for det var jo bare en byge. Vi informerede ham om at vi ikke havde tænkt os at gå, så han måtte enten gå alene eller hoppe ind. Han begyndte at diskutere prisen med chaufføren, først ville han have 100.000 for turen, så sagde Michael nej, så gik han ned til 80.000 men Michael stod stejlt. Tilsidst var chaufføren fornærmet og gik med til de 50.000 Michael ville betale. Jeg må indrømme at jeg var klar til at betale 100.000 for turen. Vi taler altså kun om 44 kr, så jeg gad næsten ikke den lange diskussion.
Tilbage på hotellet gik vi ned i caféen og spillede Uno og hyggede et par timer, hvorefter vi gik op på værelset og slappede lidt af.
Michael er rastløs i dag, og vi andre er 3 sofakartofler. Vi gider ikke rigtig noget, men trænger bare til at slappe af på værelset. Han fik os dog overtalt til at gå med ned og spise aftensmad på hotellet. Der var en stor buffet i dag, med en virkelig lækker dessert. De havde en chokoladefontæne med lækker frugt, og det spiste vi virkelig meget af.
Efter maden ville drengene gerne bade lidt i poolen, og bagefter skulle jeg skrive blog imens de lavede lidt lektier.
I morgen går turen videre til Bali, hvor vi skal mødes med et vennepar og rejse sammen i 14 dage. Det glæder vi os alle sammen virkelig meget til, da vi nu har været intens sammen i 21 dage, uden selskab fra andre mennesker.
