På øtur til Nusa Penida.

I dag skulle vi virkelig tidligt op, vækkeuret ringede kl. 6.00. Michael og jeg har skiftevis været vågne hele natten, for at tjekke om vi havde sovet for længe 🙈🙈

Vi blev hentet på hotellet kl. 7.00, for i dag havde vi booket en tur til øen Nusa Penida. Vi skal sejle ca. 40 minutter fra Sanur til Nusa Penida, og den sejltur kan være lidt udfordrenende, så vi havde alle taget en søsygepille. Sejlturen gik fint, båden vippede en del, men alle klarede turen fint, selvom vi sad som sild i en tønde.

Da vi ankom til øen, fik vi uddelt svømmefødder og snorkleudstyr, og så blev vi vist ud til den båd vi skulle sejle videre med. Vi skulle snorkle 4 forskellige steder. Vi havde egentlig valgt turen fordi vi skulle ud for at se Manta rays. Da vi kom ombord på båden fik vi at vide at vi af sikkerheds årsager ikke kunne komme derud – vi fik fuldstændig samme besked for 5 år såden, så vi tvivler snart på om stedet findes.

Det var super sjovt at snorkle, vi delte os så jeg snorklede med Alex og Michael med Toby. Alex er som en fisk i vandet, han svømmer bare afsted, og er ikke til at styre på 10 tønder land. Tobias derimod blev usikker, og ville hurtigt op af vandet.

Michael fik en snak med Toby, og fik ham overbevist om at prøve igen. Denne gang gik det meget bedre og han begyndte at slappe af og kunne nyde alle de smukke fisk han så i havet. Der var vildt meget strøm i vandet, så det var super hårdt når vi skulle svømme tilbage til båden.

På sidste stop på snorkelturen blev Tobias så søsyg, så han hang ud over båden og kastede op i stride strømme. Så det var godt at det var ved at være tid til at komme tilbage på land.

Tilbage på øen fik alle taget et bad og skiftet til almindeligt tøj. Nu blev vi delt i 2 biler, os i den ene og jyderne i den anden. Vi skulle ud og se en smuk udsigtspost på Kelingking Beach. Køreturen var på ca. 30 minutters hård bjergkørsel på en vej hvor det var nærmest umuligt for 2 biler at mødes. Chaufføren kørte som om han havde stjålet bilen, så vi hoppede afsted i en bil uden fjedre og hvor alle bærearmene var gået, så man sad og var lidt nervøs for om et af hjulene ville falde af. Heldigvis faldt drengene og jeg i søvn, så vi klarede køreturen uden at være hverken bange eller køresyge. Men Michael var helt hvid i hovedet da vi steg ud af bilen for at spise frokost. I jydernes bil var Leah blevet så køresyg, så hun brugte hele frokostpausen på at kaste op.

Det var meningen at vi skulle have været videre til endnu en strand med et flot udsigtspost, men alle havde nået et punkt hvor vi gerne ville hjemad igen. Vi aftalte derfor med chaufføren at vi gerne ville med en færge tidligere tilbage mod Bali.

Da vi skulle sejle tilbage var vejret blevet en del mere blæsende, så jeg må indrømme at jeg frygtede sejlturen. Heldigvis var vi de første der kom ombord på båden, så vi kunne vælge de pladser hvor man mærker bølgerne mindst. Sejlturen gik fint, selvom vandet stod op om ørene på os. Alle kom i land uden de store problemer, men resten af aftenen følte vi alle at vi stadig sejlede.

Vi spiste derfor pizza i lejligheden og hyggede med lidt kortspild.

I morgen tjekker vi ud, og sætter kurs mod Ubud. Det glæder jeg mig overdrevet til at opleve.