Fra Tokyo til Kyoto

Vi stod op og pakkede alle vores ting for at gå ned til morgenmaden og derefter tjekke ud fra vores hostel. Det var mærkeligt at sige farvel, det har været et fantastisk ophold, og den bedste start på vores eventyr. Ved morgenmaden fik vi ristet brød med syltetøj. Tobias spurgte mig “mor hvorfor må vi egentlig få sylte MØG her i Japan”, det må vi jo ikke derhjemme – han har så mange dejlige ord, som virkelig får smilet frem på vores læber.
Da vi gik mod toget kunne man virkelig mærke at taskerne var pakket til randen, de var super tunge og jeg fik virkelig ondt i mine skuldre af at bære så meget. Nå, men vi kom til den station hvor vi skulle med det første tog, 8 stop, og så skulle vi skifte til skansen ( det hurtig tog som jeg forklarede om i går). Igen var det nærmest umuligt at finde fra den ene station til den anden, og vi måtte spørge om vej 3 gange før vi endelig kom ned til toget. Vogn 1-3 var de vogne hvor dem uden pladsreservation måtte sætte sig. Der var heldigvis masser af plads i toget, så vi kunne sagtens sidde sammen.
Drengene var super spændte på at skulle køre så hurtigt i tog, 324 km/t er alligevel lidt, og som Bisse siger “når morfar kører 200 km/t med os så kilder det i maven” – så det skal vi nok lige ha en snak med morfar om når vi kommer hjem. I toget brugte Sander tiden på at ligge og kigge ud af vinduet imens han hørte far til fire som lydbog, Bisse og Michael så tegnefilm, og jeg sad og skrev på bloggen. Puha man bliver faktisk ret køresyg af at toget kører så hurtigt 🙄

Da vi ankom til Kyoto så alt helt anderledes ud, nu er vi væk fra alle skyskraberne og de vilde neonlys. Her er mere landsby agtigt, folk bor i virkelig smalle huse, som så til gengæld har 3 etager. Der holder mange virkelig dyre biler ved hvert hus, så bydelen omkring vores Hostel virker rimelig velhavende.
På vejen kom vi forbi en legeplads, med en tilhørende grusbane som man kunne spille fodbold på. Så gæt hvad vi brugte de næste 40 minutter på ⚽️⚽️⚽️⚽️

Vores hostel virker rigtig fint, og vi har fået en lille lejlighed. Man kommer ind i et lille køkken, hvor der er adgang til stue/ soveværelse med en altan og et badeværelse med et dejligt badekar. Vi har vaskemaskine og computer i lejligheden så det er en luksus. Da vi havde pakket ud gik vi ud for at få noget aftensmad og få handlet ind til imorgen. Vi fandt en indisk restaurant, hvor der var en masse vegetar retter på menukortet, så det var lige noget for mig. Maden var virkelig lækker, og priserne er også mere end rimelige.
Efter maden ledte vi efter et supermarked, og vi fandt et kæmpe et. Drengene var helt vilde, og de gik med hver deres lille indkøbskurv, og så købte de ellers ind. Sanders kurv indeholdt cacao, cornflakes, tørrede bananer, valnødder og avocado. Bisses kurv indeholdt æblejuice, jordbær yoghurt, gulerødder, kiwier og vindruer. De kunne have købt hele butikken hvis de fik lov. Sander synes det er så fantastisk at vi har eget køleskab, så nu skal det virkelig bruges 😜

Vi er alle trætte i dag efter alt den transporttid, så nu sidder vi på værelset og slapper af inden vi skal have drengene i seng, og jeg skal ud i badekaret og se iPad 😘
