Tokashiki – Paradis øen

I dag stod vi op og spiste morgenmad på hotellet, bagefter pakkede vi vores ting sammen, og tog bussen mod Naha. Busturen tog en time, og derefter skulle vi gå omkring 2,5 km ned til færgelejet hvor båden gik mod Tokashiki. Det er rimelig tungt at gå med vores oppakning selv om vi virkelig ikke har meget med. Michaels taske vejer 14,5 kg og min taske vejer 13.5 kg, så det er bestemt ikke fordi vi har en masse unødvendige ting med. Men efter sådan en gåtur er mine skuldre virkelig ømme.

På vejen spiste vi frokost og sad og hyggede os lidt, for vi var i virkelig god tid. Jeg havde endda en times tid til at gå og se på alle de små butikker, imens drengene bare hang lidt ud. Jeg har haft kvalme og været virkelig svimmel de sidste par dage. Hver gang jeg rejser mig op så føler jeg nærmest jeg skal besvime. Jeg er ret sikker på at det er min nakke der laver balladen, men man kan jo ikke få massage i Japan når man har en tatovering. Jeg er derfor ret presset over at skulle sejle i dag, fordi jeg er jo slet ikke søstærk, og når man så oven i hatten har kvalme og er svimmel i forvejen er det næsten ikke til at holde ud. Vi spiste alle 4 en søsygepille, for der var ingen af os der havde lyst til at risikere at skulle kaste op på båden. Bisse og Sander faldt stort set i søvn i det vi satte os på båden, og jeg var selvfølgelig søsyg som bare pokker. Allerede da båden holdt i havnen og jeg gik ombord så blev jeg presset, så jeg var udemærket klar over at sejlturen ville blive en prøvelse for mig.

Nå, men vi kom i land i Tokashiki, og på molen stod en Japaner med et skilt med vores hotelnavn. Vi har ikke bestilt transfer, men blev alligevel enige om at gå over og se hvad det var. Da vi kom hen til manden spurgte han om jeg var Miss Carina Wibe, for så var han kommet for at hente os. Det var så dejligt, og virkelig en overraskelse. Vi kørte over et par bjerge, og da vi var på toppen af det sidste bjerg kunne vi se ned på den smukkeste lagune med et hotel foran. Sander siger: jeg skriger af lykke hvis vi skal bo der… jeg må jo svare at jeg egentlig ikke ved hvor vi skal bo, men at jeg må indrømme at jeg også håber det er vores hotel. Bilen stopper og ganske rigtigt, her skal vi bo de næste 3 nætter. Jeg tror aldrig jeg har set så hyggeligt et sted. Her er ganske vist ingenting, udover vores hotel. Men her er smukt og vi bor på stranden.

Vi gik ind i receptionen og skulle betale for vores værelse. Pigen i receptionen sagde at de havde mulighed for at give os en anden pris hvis vi bookede uden om Agoda som vi havde bestilt igennem. Vi kunne spare ca. 1.800 danske kroner, så det sagde vi selvfølgelig ja til. Oven i hatten oplyste hun os at vi både havde morgenmad og aftensmad inkl, ikke alkoholiske drikke med i prisen – det er jo den rene gavebod. Vi snuppede vores værelses nøgle, og var spændte på at se værelset. Da vi åbnede døren var der et lokale med rismåtter over det hele, et lille fjernsyn og et lille bord. Der var ingen senge, men en flot udsigt over havet. Vi åbnede skabet og kunne se at vi havde fået et af de gamle Japanske værelser, hvor man tager sådan nogen små madrasser frem og ruller dem ud og sover på dem. Michael og drengene syntes det var fantastisk, men jeg må indrømme at jeg lige skal vænne mig til til tanken. Jeg kan rigtig godt lide at sove i en ordentlig seng, men nu har jeg besluttet at jeg selvfølgelig giver det en chance. Så imorgen skal jeg nok oplyse jer hvordan det gik 🏖⛺️🏝

Da vi havde set værelset skyndte vi os at tage badetøj på, så vi lige kunne nå en aftendukkert inden det blev mørkt. Stranden er ubeskrivelig smuk, og vandet nærmest kalder på en. Vi sprang alle 4 i vandet, og efter kort tid fik vi øje på de første fisk. Drengene løb op på stranden for at hente deres dykkerbriller, og inden længe lå alle med numserne i vejret for at se de smukke fisk. Mic og jeg havde talt om hvorvidt drengene mon turde snorkle, men det fandt vi hurtigt ud af ikke bliver et problem. De er begge to så betaget af alt hvad der findes under vandet, så selv om de har stor respekt, så har det heldigvis ikke sat sig som en frygt. I morgen har vi besluttet at tage på en snorkeltur med hotellet, man kan enten leje båden i 30 minutter eller 1 time, for man skal heldigvis ikke så langt ud før der er oceaner af smukke fisk og skildpadder. Jeg er overhovedet ikke vild med at skulle sejle igen, men tanken om oplevelsen gør at jeg bider det i mig. Jeg har jo desværre fået astma, så alt dykning et udelukket fra nu af. Så derfor må jeg fremadrettet nyde fiskene fra min snorkel og dykkerbriller 🐠🐳🐟

Aftensmaden på hotellet var der delte meninger om. Lad mig bare sige at Michael smækkede sig i alverdens fisk og lækkerier, mens drengene og jeg fik en skål ris hver. Der gik ikke lang tid efter vi havde rejst os fra aftensmaden før både drengene og jeg var mega sultne igen. Michael holdt et foredrag for os “om at nu måtte vi stoppe for vi havde lige rejst os fra aftensmaden”. Han kan sagtens have sin holdning, men vores maver var slet ikke tilfredse efter endnu en dag med bare ris. Vi købte derfor en Snickers hver i kiosken, og spiste den som desert 🎂🍡🍭

.