Taiwan dag 1 og 2

I går var store rejse dag. Det var tid til at forlade Japan og vende snuden mod Taiwan nærmere betegnet Taipei hvor vi skal være de næste 7 dage.

Vi stod op kl. 5.30 og skulle mod lufthavnen, det var virkelig tidligt og drengene var super trætte. Da vi ankom til lufthavnen skulle vi med en bus ud til en anden gate hvor lavprisselskaberne holder til. Her var absolut ingenting, så det var 2 lange timer i lufthavnen. Da vi skulle tjekke vores bagage ind, skulle den igennem en scanner. Min taske blev taget til side og så spurgte de om jeg havde en redningvest i tasken, det svarede jeg ja til, hvorefter de bad mig om at tømme hele min taske og tage vesten op så de kunne se den. Det var virkelig irriterende, for alt er jo bare proppet ned for at kunne være i den rygsæk. Så der stod jeg midt i lufthavnen og hev alt mit tøj, strømper og undertøj op. De kiggede 1 sekund på redningsvesten og sagde værsgo at pakke din taske igen 😳😳😳 Virkelig irriterende oplevelse.

Flyveturen gik godt, alle sov på nær Bisse, han sad og så tegnefilm på sin iPad. Da vi landede fik vi lidt at spise i lufthavnen, hævet lidt valuta og så var vi ellers klar til at finde det tog der skulle køre os ind mod vores hotel i Taipei. Togturen tog ca. 50 minutter, og jeg sad ved siden af en ung mand fra Filippinerne. Jeg fortalte ham at vi skulle videre til Filippinerne, og han gav mig derfor en masse råd om hvor vi skulle tage hen, og hvad vi skulle se, så nu har jeg en masse ideer klar til når Signe lander i Manilla den 8/11.

Da vi stod af toget havde vi 2 trætte drenge som bare ikke gad gå mere, Bisse forsøgte at være tapper, men Sander kunne slet ikke være i sig selv. Så vi fik en virkelig god start i Taiwan, Bisse der ikke gad bære sin taske, Sander der gik og græd mens han lovede ild og torden over sin familie og Michael der ikke kunne finde vej så vi konstant gik forkert, vi var en munter flok 😖

Da vi endelig fandt hotellet var vores værelse ikke klar, vi satte os derfor i receptionen og slappede af. Da drengene var faldet lidt ned, og den værste stress havde lagt sig gik jeg ud i byen for at finde noget frokost til os. Det lykkedes mig at finde et sted hvor de lavede pasta togo, samt en 7/11 hvor jeg kunne købe noget vand. Tilbage på hotellet spiste vi vores mad og ventede på værelset.

Værelset er virkelig noget lort. Der stinker at skimmelsvamp når man kommer ind og der er ingen vinduer. Samtidigt er der så lydt så man kan høre alt hvad naboen laver, alt hvad dem på gangen laver, samt musikken fra det dansested der ligger på etagen under med friske damer uden så meget tøj på. Jeg var med det samme klar til at flytte, men Mic sagde jeg skulle tage ja hatten på. Det måtte jeg jo så prøve.

Senere gik vi ud for at se lidt på byen og spise noget aftensmad. Byen er helt fantastisk, og der sker virkelig meget i det område hvor vi bor. Her er mange mennesker på gaderne og butikker over alt. Højhuse med neonlys og sindssyge lyskryds, alt det jeg bare elsker. Vi fandt en restaurant med engelsk menukort, og besluttede at her ville vi spise. Da vi skulle bestille fandt vi så ud af at ingen i restauranten kunne et ord engelsk. Det er super besværligt at bestille når man ikke kan forklare hvad man vil have. For der er ikke mange restauranter der har vegetarretter, så jeg forsøger altid at forklare dem at jeg skal have en ret men bare uden kødet. Her måtte jeg opgive, og bare spise hvad der var.

Da vi var færdige med at spise gik vi på hotellet for alle var trætte og vi ville tidligt i seng. Drengene faldt hurtigt i søvn, og det var heldigt for os. For kort efter de sov kom vores naboer hjem. En kinesisk familie med et lille barn. Barnet skreg fra de kom ind på værelset og til engang i nat, mens manden og damen skændtes højlydt. Jeg spurgte flere gange Michael om han troede de var oppe og slås for sådan kunne det virkelig lyde. Når der engang imellem var 2 sekunders stilhed derinde fra, så var der nogen på gangen der talte højt eller kørte med kufferter, og alt det i takt med bassen fra underetagen. Ja jeg hader det her hotel… og er i gang med at finde på noget andet.

For at gøre historien om hotellet bedre, så sover alle på værelset på nær mig. Jeg kan simpelthen ikke sove for larmen og lugten. Jeg står op og skal på toilettet, og da jeg sidder der kan jeg pludselig se et klamt dyr der kigger på mig. Jeg springer skrigende op med trusserne nede om anklerne, og forsøger at finde ud af hvor den satan har gemt sig. Da jeg får øje på den under håndklædet tør jeg ikke tage den, så jeg skriger på Michael som ligger og sover. Han vågner ved et sæt og jeg siger han skal skynde sig og komme og fjerne et dyr jeg har set. Han er helt ved siden af sig selv, men kommer over og slår den ihjel. Bagefter er min adrenalin helt oppe på kogepunktet, og resten af natten sover jeg med det ene øje åbent, og skiftevis kigger bag min hovedpude og under dynen for at se om den satan havde venner på vores værelse.

Kl. 7.00 næste morgen er der larm fra naboen, kufferter der kører på gangen, og så er dagen ligesom startet. Morgenmaden er også virkelig klam, så jeg drak en kop kaffe og forsøgte at få et stykke ristet toastbrød med margarine ned 🤦‍♀️🤷‍♀️

Efter morgenmaden gik vi en tur ud i byen, vi ville gå mod Taipei 101 som er en skyskraber. Det regnede helt vildt så vi gik i 7/11 og købte nogle regnslag, og begyndte så at gå derud af.

På vejen så vi præsidentens kontorbygning, en kæmpe bygning med soldater og pigtråd over alt. Vi så også Chiang Kai-Shek Memorial Hall, en virkelig flot bygning med en super flot have bagved. I haven var der en stor sø hvor man kunne fodre fiskene i søen. Drengene fodrede fiskene og de var elde vilde da alle fiskene kom op til overfladen for at spise maden. Pludselig så Sander en ret stor skildpadde som også kom op fra vandet for at spise. Da vi kom længere ned i haven så vi en masse egern, nogen af dem var virkelig nysgerrige og vi kunne få dem meget tæt på for at spise det melon vi havde til dem. Vi brugte meget tid på at kigge på egerne, de er meget fascinerende når man ser dem helt tæt på. Pludselig kom en rotte løbende, den ville også deltage i festlighederne 😖

Da vi gik videre fandt drengene et pokemonraid som de gerne ville deltage i. Vi var spændte på at se om der kom andre så de kunne klare raidet. Indenfor få minutter kom der omkring 20 voksne mennesker for at deltage i raided, det er lidt mærkeligt at folk forlader deres arbejdsplads for at gå ud og spille pokemon, men man må jo sige at de går op i det. Drengene er super seje, for de går bare over til de fremmede mennesker og siger Hej og kigger på deres pokemon, og viser dem deres. Det er sejt nok når de ikke kan sproget.

Da vi gik videre havde regnen virkelig taget til, og vi blev enige om at finde en cafe hvor vi kunne sidde lidt i læ. Det var rimelig umuligt at finde nogen cafeer i det område hvor vi befandt os, men vi så en 7/11 hvor der var et bord og 6 stole inde. Så vi købte kaffe og en sodavand og satte os og spillede Uno den næste times tid. Da vi ville videre var vejret stadig ikke blevet bedre, og drengene var begyndt at løbe på væggene. De trængte virkelig til at få brændt noget krudt af. Normalt går vi en tur på legepladsen, men da vejret er virkelig dårligt i dag blev vi enige om at tjekke om der fandtes et legeland i Taipei. Vi googlede løs og fandt ud af at der faktisk var et Leos legeland ret tæt på tårnet Taipei 101, som vi gerne ville se.

Vi fandt en bus vi kunne køre med. Vi har ikke prøvet at køre med busserne i Taiwan, så vi vidste ikke hvordan det virkede med billetter osv. Da vi kom ind i bussen kunne chaufføren ikke et ord engelsk, og rystede bare på hovedet af os. Vi gik derfor bare ind og satte os. Vi forsøgte at se hvad andre gjorde, men de fleste havde et buskort så det kunne vi ikke spejle os i. Vi Googlede og Mic mener han fandt et sted hvor han kunne se billetprisen var omkring 15 pr. Person – i hvert fald for voksne. Da vi skulle af bussen puttede vi 50 nt i beholderen ved chaufføren og gik ud, og han kom ikke efter os, så mon ikke det var deromkring.

Leos legeland var ganske fint, og vi havde det næsten for os selv. Drengene løb ind og legede og vi så dem stort set ikke de næste 4 timer. Da klokken blev 18.00 lukkede legelandet, og vi skulle derfor videre. Vi gik over for at se Taipei 101 bygningen, den var virkelig flot. Og det gjorde bestemt ikke noget at det var blevet mørkt for bygningen blev ikke mindre pæn af alt det flotte lys. Vi blev enige om ikke at gå op i bygningen, da vi havde været oppe i tårnet i Tokyo. Vi er jo nødt til at prioritere hvad vi bruger vores penge på, så vi overholder vores dagsbudget nogenlunde.

I Taipei er der en cafe der er kendt for deres meget lækre pandekager. Vi havde besluttet at springe aftensmaden over, og spise pandekager i stedet for. Mic havde lavet en vejviser på telefonen, så vi begyndte at gå mod cafeen. Da vi startede var afstanden ca. 2,2 km, og da vi havde gået et stykke tid og vejen pludselig endte blind var afstanden på 2,8 km, så var vi jo godt klar over at vi igen var gået forkert. Vi besluttede derfor at tage en taxi, så vi kunne nå derover inden drengene skulle hjem i seng. Det går ikke særlig godt med Michael og hans vejfinderi, så jeg har foreslået at vi i stedet bruger et helt almindelig bykort til at finde rundt efter.

Pandekagerne var virkelig lækre. Mic fik sådan en kæmpe pandekage med flødeskum og vanilleis, Sander fik små pandekager med flødeskum og Bisse og jeg fik små pandekager med flødeskum og frisk frugt. Det smagte super godt, men vi kunne slet ikke spise alle de pandekager. En anden gang havde det været rigeligt at dele 2 portioner. På vej hjem købte vi noget mango og vandmelon til at spise på værelset, deres frugt er virkelig lækkert, og så er det skåret ud og i bakker så man lige kan spise det uden at skulle skære det ud.

Tilbage på hotellet har vi heldigvis fået nye naboer, så jeg håber natten bliver bedre i dag 😊