Fillipinerne

I dag var det store rejse dag, og en virkelig stressende en. Hvis man kan tale om en af de dage hvor tingene bare ikke går ens vej 😱 så var det sådan en dag.

Vi stod op kl. 6 for at nå at spise morgenmad inden vi blev hentet af en taxi kl. 7.00. Vi var taget afsted i virkelig god tid, fordi det slet ikke fungerer for os når det hele bliver for stresset. Da vi kom ind i lufthavnen stillede vi os i en lang kø for at tjekke ind. Da det endelig blev vores tur, kunne damen ikke finde vores navne i systemet. Jeg blev virkelig irriteret for jeg stod jo med bookingnummeret klar. Efter lidt talen frem og tilbage fandt vi ud af, at vi forsøgte at tjekke ind hos det forkerte rejseselskab 😬

Vi måtte på den igen, og denne gang var køen virkelig lang. Jeg tror vi stod i kø i en time, og da det endelig blev vores tur sagde damen “jeg skal se jeres billet ud af landet” hmm vi havde ligesom ingen billet ud af landet, for vi var stadig igang med at beslutte hvad vi ville efter Filippinerne. Nå men damen siger så “I har 20 minutter til at skaffe en billet ud af landet, ellers kommer I ikke med jeres fly ” Der var gode råd dyre, og det var det virkelig svært ikke at gå i panik. Vi gik ud af køen og over til siden, og så var det ellers med hurtigt at træffe en beslutning og få fundet en flybillet der var til at betale. Heldigvis gør Momondo det ret overskueligt at finde en god pris hurtigt. Status er at vi den 27. November, når vi har sat Signe på flyet hjem, selv flyver videre mod Sumatra i Indonesien.

Tilbage i køen igen for at tjekke ind efter vi har købt flybilletten ud af landet, og nu kigger hun ikke engang på billetten, så er det her man bliver lidt træt af systemet. Nå, men vi får tjekket ind, og får 2 pladser sammen, og 2 pladser hver for sig…hmm hvad havde de forestillet sig, vi rejser med 2 små børn 🤦‍♀️ Damen i skranten siger at vi lige skal gå over til siden og vente til vores bagage er scannet før vi kan gå op til gaten. Da vi står der kan vi godt se at begge tasker bliver trukket til side. De vil se hvad vi har i taskerne, så alt tøj skal op midt i lufthavnen. Det er selvfølgelig drengenes redningsveste der skaber problemer. De taler sammen på et sprog vi ikke forstår, og jeg forsøger flere gange at forklare dem at det er redningsveste til at sejle med. De ringer rundt, og det ender med at der kommer 6 forskellige mennesker for at kigge på de veste. En dame giver mig et stykke papir jeg skal skrive under på, jeg spørg hende hvad jeg skriver under på, men hun snerrer bare og siger at jeg skal skrive under nu. Tiden går, og vi er ved at blive virkelig presset. Til sidst får vi af vide at vi kan tage dem med videre, hvis vi bærer dem med ombord på flyet som håndbagage. Jeg spørg om hun kan hjælpe os med at komme igennem stedet hvor de scanner håndbagagen, for jeg er jo udemærket klar over at jeg vil ende i samme situation der. Damen går med os, og ganske rigtigt, næste scanning giver samme udfordring. Vi havde jo lige været det igennem med 6 mennesker der tjekkede redningsvestene, men nej vi tager en tur mere. Det strømmer til med mennesker der skal kigge på dem, også selv om vi har hende med som allerede havde fået det godkendt, min tålmodighed er virkelig på en prøve, jeg er så irriteret at jeg har lyst til at råbe og skrige af dem mens jeg kaster redningsvestene efter dem. Michael siger stille til mig, at han virkelig vil sætte pris på hvis jeg kunne tøjle mit temperament denne gang 🤔🤔🤔 Da vi endelig bliver sluppet igennem, får vi beskeden at vi må gå ned til flyet og så vil kaptajnen give endelig besked dernede om de må komme med ombord. Nu er vi virkelig presset på tiden. Flyet skal lette kl 9.55, og kl er 9.36 da vi kommer igennem sidste tjek. Vi skal nu finde gaten, som selvfølgelig ligger i den anden ende af lufthavnen. Vi løber igennem lufthavnen som 4 hvide tornadoer, og jeg er næsten sikker på at vi ikke når flyet.

Da vi endelig kommer til gaten kan vi til vores overraskelse se at flyet slet ikke er bordet, det er nemlig 1,5 time forsinket. Nå men det positive var jo at vi nåede flyet 😋

På flyet havde vi jo ikke ligefrem fået fantastiske pladser, ligemeget hvordan vi satte os var det ikke optimalt. Bisse endte med at sidde ved siden af mig, og så måtte Sander sidde alene. Han tog det i virkelig stiv arm, og sad og delte tyggegummi ud til dem han sad ved siden af. Midt under flyveturen kunne jeg høre Sander græde, men jeg kunne ikke se ham, og jeg kunne ikke komme ud. Mic som sad i nærheden havde heldigvis hjulpet ham, for han var igen blevet dårlig og var begyndt at kaste op.

Da vi landede i Manilla havde vi heldigvis bestilt transfer fra hotellet, så der stod en sød mand og ventede på os. Hotellet er helt fantastisk, lækket stort værelse, fantastisk pool område, og virkelig sød betjening.

Her kl 20.00 vil jeg køre ud til lufthavnen og hente Signe.