Puerto Prinsesa – i dag er det min fødselsdag
Jeg blev vækket af Sander der kyssede mig på munden, og bagefter sang en fødselsdagssang. Så kan dagen ikke starte meget bedre.
Signe og Michael havde sørget for fint fødselsdagsbord med danske flag og lækre pandekager med chokoladesovs. Personalet på restauranten sang fødselsdags sang for mig da de kom med pandekagerne. Dejligt at der er plads til lidt fødselsdagsgave selv om man er langt hjemmefra.
Kl. 9 skulle vi på en tur til den underjordiskeflod. Det var en køretur på omring 1 time, men chaufføren kørte som død og helvede, overhalede op af bakke hvor han ingen udsyn havde, og rev nærmest bilen rundt i det bakkede bjerglandskab. Tilsidst måtte Mic bede ham sætte farten lidt ned, da vi allesammen blev virkelig køresyge, og dette på trods af at vi havde spise køresygepiller inden morgenmaden.
På vejen stoppede vi på en udsigtspost hvor man kunne se ned af bjerget, det var et virkelig flot syn. Da vi ankom efter en times kørsel blev vi mødt af en guide som skulle hjælpe os videre. Vi blev vist over til en kaj, hvor vi fik at vide at vi skulle vente på båd nr. 17, som vi så skulle stige ombord på. Båden ankom og der var plads til 8 mennesker, men vi var kun 5 så vi havde god plads. Vi skulle gå ud i vandet for at komme op i båden, men det gik lettere end forventet. Båden vippede heldigvis ikke særlig meget, der var nemlig sat sådan nogen stænger på begge sider som aftog bølgerne. Til gengæld larmede den virkelig meget, så den første time efter vi kom af igen kunne man ingenting høre.
Sejlturen var virkelig flot, vandet var tyrkis og vi sejlede forbi de flotteste strande, og kunne se regnskoven oppe på bjergene som omkredsede vandet. Da vi ankom til den strand hvor vi skulle sættes af, måtte vi igen hive op i benklæderne for vi skulle gå ind igennem vandet. På stranden fik vi besked på at gå igennem skoven via en sti, for på den anden side ville vi blive samlet op af en ny båd som skulle sejle os ind gennem de underjordiske huler. Inde i skoven fik vi øje på en stor varan, og nogle aber. Da vi ankom til de anden side mødte det smukkeste syn os. En lille lagune med det flotteste vand, omringet af lidt strand og på den anden side nogle høj drypstenshuler. Bagsiden af medaljen var så at vi stod der sammen med 100 andre turister, og ventetiden på vores båd var virkelig lang. Vi ventede omkring 2 timer, og der var ingenting at lave overhovedet, så drengene brugte tiden på at gå hinanden på nerverne. Ventetid er virkelig en prøve for dem, det er det jo egentlig også for os voksne, vi har bare lært at man er nødt til at vente hvis man vil opleve de ting.
Da det endelig blev vores tur satte vi os op i båden og så var det afsted mod hulerne. Vi fik øresnegle i ørene, så vi kunne følge med i fortællingerne på engelsk. Inde i hulerne var der helt mørkt, så det eneste lys var fra vores guides lommelygte. Når han lyste op i loftet kan man se flere hundrede flagermus hænge deroppe, så det var lidt grænseoverskridende. Hulerne var virkelig flotte, hvis man brugte sin fantasi kunne man se de lignede en masse forskellige figurer. Jeg havde hjemmefra taget dobbelt dosis af søsygepiller, for at være sikker på ikke at skulle være dårlig, så jeg faldt selvfølgelig i søvn på turen. Jeg vågnede brat da en modsejlende guide lyste på mig imens han råbte “godmorning maam ” det var virkelig pinligt…
Da vi var færdige med sejlturen skulle vi igen igennem skoven, og tilbage til den anden strand for at fange vores anden båd der skulle sejle os tilbage mod fastlandet. Det var båden der larmer overdrevet meget, men alligevel lykkedes det mig igen at falde i søvn 😩
Da vi kom i land skulle vi spise frokost på en lokal restaurant hvor der var buffet for 30 kr pr. Voksen inkl. Sodavand. Jeg skulle lige overtale mig selv til at spise der, for det var et lidt snusket sted. Men jeg må indrømme at maden smagte virkelig lækkert, så det var godt min fornuft vandt. Vi sad ved siden af nogen unge fillipinerer, de skulle forsøge sig med at spise nogle virkelig slimede sandorme (Tamilok). De var så ulækre, men de fik dem spist og vi stod og kiggede på dem imens. De spurgte om vi ikke havde lyst til at smage, men her måtte vi lige takke nej. Pigerne var helt vilde med drengene, og ville gerne have taget billeder med dem. Sander sagde nej, han ville bestemt ikke stille op til et billede, men Bisse sprang til med det samme. Bagefter sagde han tørt, de må da gerne tage et billede af mig, hvis det gør dem så glade ha ha mors dreng.
På vej hjem i bilen stoppede chaufføren på et eventsted hvor man kunne prøve forskellige ting. Først var vi lidt i tvivl om vi overhovedet gad gå ud af bilen, men da vi så hvad det var, kom vi alligevel afsted. Man skulle trekke op på nogen klipper, for at tage en svævebane ned. Vi fik af vide vi kunne vælge at sidde i svævebanen, eller ligge som en supermand. Signe er mega højdeskræk så det krævede lidt overtagelse at få hende til at tilslutte sig turen. Både fordi hun syntes det var grænseoverskridende at skulle kravle op af klipperne, men også fordi hun ikke lige kunne se sig selv i en line ud fra klipperne og ned. Vi fik hende overtalt, og turen op gik over alt forventning. Jeg må indrømme at jeg syntes turen var vildere end jeg havde forestillet mig, men vi alle 5 fik kravlet op til toppen ved hjælp af et skub i numsen her og der, nogle reb om livet og reb til at holde fast i.
Da vi bestilte turen var planen at Mic og jeg skulle flyve som supermænd, Signe skulle tage den siddende og det skulle drengene også, bare i samme line så de ikke skulle gøre det alene. Men da vi kom op sagde Sander med det samme at han simpelhen ikke turde gøre det og Mic måtte også indse at han ikke turde flyve med hovedet først. Det blev derfor sådan at Sander gik ned igen med en guide, Signe tog den siddende, og det gjorde Mic også med Bisse på skødet. Jeg tog den som supermand med hovedet først, og det var det vildeste adrenalin rush… jeg er vild med de ting, og glæder mig sindssygt meget til min lillebror kommer, for så skal vi altså prøve en masse sindssyge ting sammen.
Signe og Bisse var helt høje af adrenalin, og der blev givet highfive til alle. Og Bisse blev ved med at sige at han var så stolt af ham selv. Det er verdens dejligste følelse at se andre overskride grænser (på den gode måde) de vokser sådan bagefter, og kan klare hele verden. Sander var selvfølgelig lidt skuffet over sig selv, men jeg talte med ham om at det er helt ok at sige fra, hvis man kan mærke at man slet ikke har lyst til det.
Da vi kom tilbage til hotellet blev der svømmet en tur i poolen inden aftensmaden blev serveret. Efter maden kom der en lækker stor chokoladekage ind, det var en fødselsdagskage som Signe og Michael havde arrangeret. Det har virkelig været en af de bedste fødselsdage jeg har haft. Jeg har været omringet af mennesker jeg elsker, og fået en masse helt fantastiske oplevelser, hvad mere kan man bede om.
