Puerto Princesa
Der er sket en del siden jeg sidst skrev herinde, så det er svært hvor jeg skal starte og slutte.
Efter vores fantastiske bådtur, var jeg så heldig at vågne dagen efter med en ordentlig omgang madforgiftning. Hele dagen lå jeg i sengen og var virkelig syg, det var nærmest en mandeinfluenza. Jeg lå bare under dynen og frøs, mens jeg skiftevis kastede op og havde diarré. Sander var så sød at ligge i sengen hos mig så jeg kunne få hans kropsvarme. De andre brugte dagen ved poolen. Der gik dog kun et døgn yderligere så havde alle de andre også en omgang, dog kun med diarré.
Pga. Sygdom måtte vi udsætte vores videre færden, så vi bookede hotellet yderligere 2 nætter. Det var så meningen at vi skulle sejle mod øen Coron onsdag morgen, hvor vi skulle være i 3 nætter. Tirsdag aften fik vi så besked om at der var en tyfon på vej mod Palawan, og at den ville ramme øen onsdag, så derfor var alle sejlturer aflyst både onsdag og torsdag. Nu var gode råd dyre, for vores værelse var ikke længere ledigt, vejret var kedeligt og alle vores planer var gået i vasken. Vi blev derfor enige om at leje en minivan og køre tilbage til Puerto Princesa og booke et hotel her indtil den 24 hvor vi flyver mod Manila igen. Vi trængte alle til luftforandring, og flybilletten der var meget billigere så det gav god mening.
Køreturen fra El Nido til Puerto Princesa tager omkring 6 timer. Vi tog derfor en køresygepille, så turen ikke ville være for hård. Vejene på Palawan er virkelig dårlige, de er bumpede, mudrede og op og ned af bjerge. Efter 15 minutter var jeg sindsyg køresyg, så Michael måtte bede chaufføren om at sætte farten ned. Koldsveden piblede frem på panden, og jeg tænkte bare ” hvorfor var det jeg syntes denne køretur var en god ide” Regnen silede ned, og vi kom hoppende afsted i en ældgammel minivan uden en eneste fjedrer tilbage. Alle blev rystet godt rundt, og begge drenge faldt heldigvis i søvn, for de var også begyndt at blive dårlige. Jeg skyndte mig at tage endnu en køresygepille, og da virkningen satte ind begyndte køreturen at blive tålelig. 6 timer er lang tid i en bil, og jeg er virkelig imponeret over hvor flot drengene tager disse ture. De sidder bare og hører lydbøger, og kigger ud af vinduerne, og ind imellem snupper de en lille lur.
På turen holdt vi en tisse pause på en lille lokal restaurant. Vi var alle ved at tisse i bukserne, så det var bare om at komme ud til toilettet. Da vi kom derud var der den største edderkop som hang ned fra loftet. Drengene fik hurtigt tisset mens de holdt øje med den, men da det blev min tur så turde jeg virkelig ikke. Jeg måtte derfor hente Signe, så hun kunne stå og holde vagt udenfor døren så jeg ikke skulle lukke toiletdøren, for så kunne jeg springe ud, hvis edderkoppen lige pludselig fik smag for mig 🤣 Signe var heldigvis med på ideen 😉
Da vi kom frem til hotellet vi havde booket, er det altid spændende at se om det lever op til de forventninger man har. Vi har mange gange prøvet det modsatte. Denne gang havde vi booket et virkelig billigt hotel, med et familie værelse med en dobbeltseng, en enkeltseng og en køjeseng. Hotellet er fint, og værelset er fint. Ingenting er prangende, men alt fungerer. Vi fik pakket ud på værelset, og så var det tid til at finde noget aftensmad. Vi spiste på hotellet, og maden var ganske fin. Servicen derimod er nærmest ikke eksisterende.
Da vi vågnede imorges spiste vi morgenmad, og derefter svømmede vi en tur i poolen. Det regnede i dag, så vi ville køre en tur ind til byen og se et center der hedder Robinson. Udenfor hotellet holdt en knallert med sidevogn, han spurgte om vi ville have et lift, og det ville vi gerne. Vi sagde vi nok havde brug for en mere, eftersom vi var 5 mennesker. Han smilte bare og sagde at det var intet problem, for hans var lavet til 6 😳 Jeg må indrømme jeg ikke var overbevist, men hvor der er vilje er der vej. Michael sad bag på knallerten og holdt chaufføren rundt om maven, Signe sad på sædet i sidevognen, med Sander på Skødet, og jeg sad ligesom i det man kan kalde vindueskarmen med Bisse på skødet. Afsted vi kom, og turen tog ca. 20 minutter og så stod vi foran centeret. Køreturen kostede 18 kr, og det var endda overpris 😜
I centeret nød vi alle at være i nogen omgivelser som bød på mere end strand og blikskure. Drengene nød at de kunne komme ind i sådan et lille legeland, de havde en masse krudt som skulle brændes af. Man kan se de søger andre børn når de har muligheden, så det er klart en af de ting de savner. Vi andre sad på en cafe og nød en virkelig lækker kaffe og kage. Bagefter fik Signe og jeg ordnet fødder og lavet vipper og Mic og drengene blev klippet. Priserne er helt vanvittige, vi betalte 70 kr for 3 klipninger og en gang pedicure. Bagefter fik vi shoppet et par småting til den videre rejse. Vores tandbørster trængte til en udskiftning, og shampooen var tom (den lå jo i hele min taske)
Da vi var ved at være klar til at tage tilbage mod hotellet havde Mic set, at den nye Robin Hood film gik i biografen, og den ville han rigtig gerne se. Han blev derfor i centeret og tog i tur i bio, mens Signe og jeg tog jeg med drengene. Vi spiste aftensmad på hotellet, menuen stod på Broccolisuppe og græskarsuppe. Mens vi spiste fik vi virkelig lyst til mango, jeg løb derfor ud på gaden og fik fat på en knallerttaxi. Jeg spurgte om han gad køre ud og købe 3 kg. mango til mig, det ville han gerne. Han kørte afsted og kom tilbage 30 minutter senere med en ordentlig pose mango til os. Mango her på Filipinerne er virkelig lækker, den kan slet ikke sammenlignes med den man kan købe i Danmark.
Bagefter fik vi puttet drengene, og Mic kom tilbage omkring kl. 21. Signe og jeg sidder i skrivende stund oppe i receptionen, da det er det eneste sted vi kan få bare en smule internet. Jeg skulle lave indlæg til bloggen og hun skulle bestille flybillet samt hotel til vores næste destination. Vi sidder i vores egen verden, klokken er mange og vi er trætte. Pludselig kommer der en kæmpe rotte løbende rundt om benene på os, vi går fuldstændig i panik og jeg kaster min iPad hen af jorden i hysteri mens vi løber skrigende rundt. Vagten som står udenfor hotellet kommer løbende ind for at se hvem der er ved at blive slået ihjel, hvor efter han opdager rotten og begynder at skrald grine over os. Vi er begge helt hysteriske og tør ikke gå tilbage, så vagten samler pænt min iPad op, og bliver stående ved siden af os imens vi færdiggør bloggen.
Internettet er så dårligt så jeg kan ikke smide billeder op til jer.