Puerto Princesa – dag 2
I dag vågnede vi til et lækkert solskindsvejr så vi blev enige om at bruge første halvdel af dagen ved poolen. Når solen er fremme bliver her virkelig varmt, så det eneste man kan holde til er at sidde i poolen og snakke. Ved frokosttid begyndte Mic og drengene at gøre sig klar, for de havde bestilt en tur til en rescue dyrepark udenfor byen. Signe og jeg blev ved poolen og dasede et par timer mere. Herefter gik vi ud og prajede en knallerttaxi, vi forsøgte at forklare ham at vi gerne ville på en form for lokal bytur. Han ævlede lidt vi ikke rigtig forstod, og det endte med at vi aftalte at vi fik en rundtur på 3 timer for 750 peso (93 kr). Fulde af spænding steg vi på knallerten, for vi vidste jo ikke hvor han ville tage os hen. Efter ca 30 minutters hoppen afsted på de forfærdelige veje stoppede han foran en sommerfugle park. Eftersom han mente det var vores første stop på turen måtte vi jo hellere gå ind. Entréen kostede 50 peso (ca 6 kr). Sommerfuglene var smukke, men parken var ikke særlig stor. Og jeg må indrømme at jeg ikke er særlig vild med at de kommer flyvende ind i hovedet på en når man går rundt. Bag parken var der en gammel landsby hvor man kunne se hvordan de ægte Palawaner boede og arbejdede i gamle dage. Vi så et show hvor de spillede musik og fortalte om deres liv. Da de var færdige shoppede vi lidt i deres souvenir shop. På vej ud fra landsbyen hører jeg pludselig en lille stemme råbe ” Rine hvad laver du her ” jeg kiggede rundt og så Bisse og Sander komme gående mod mig. Deres tur havde åbenbart også et stop her, det var lidt uvirkeligt at møde dem her hvor man bestemt ikke havde regnet med det.
Vi fik kysset og krammet og så var det deres tur til at se showet, mens vi kørte videre mod næste stop som var et form for julemarked. Vi gik rundt og kiggede lidt, og man må sige at når de pynter op, så gør de det ordentligt. Vi gik ind på en lille cafe hvor vi satte os og hyggede, med en stykke kage og en sodavand. Kagen så virkelig lækker ud, men den smagte ikke særlig godt. Jeg forstår ikke man vælger at putte rosiner i en gulerodskage 🤔🤔 Turen gik videre og næste stop blev nede på havnen. Der var en flot udsigt over vandet, og der stod Puerto Princesa med store bogstaver. Det var et sted hvor alle tog ned for at få taget et billede med den udsigt. Vi forsøgte at tage billeder, men der var hele tiden nogen der gik ind foran.
På vej mod havnen var vi kørt forbi et stort marked, her forklarede chaufføren at det var et lokal marked hvor kun de lokale handlede. Da vi skulle køre videre spurgte vi om han ikke ville køre os over til det marked, for der ville vi gerne bruge noget tid. Vi betalte ham derfor og takkede for turen, da vi gerne ville fortsætte på egen hånd derfra. Markedet var virkelig lokalt, man gik ind under en form for pressening hvor der så var stuet virkelig mange små boder sammen. Første del af markedet var et mad marked, her blev solgt alt fra frugt, grøntsager, æg, nødder og kød. Man skal ikke være sart når man går på sådan et marked. Kødboderne står og slagter på stedet, der er ca. 35 grader varmt, og kødet ligger bare på et bord med fluer og lignende. Manden der stod og slagtede, nøs ned på bordet, men han tørrede bare næsen med den anden hånd. Der lugter skiftevis af tis og mad, så selv om frugten ser lækker ud bliver man ikke ligefrem fristet til at købe noget. Da vi var færdige med at kigge på markedet gik vi over i et shoppingcenter som lå længere nede af gaden. Det var et center stort set som dem vi har dem derhjemme. 3 etager med forskellige forretninger, restauranter og underholdning for børn. Jeg fik købt lidt T-shirts til drengene. Når vi får vasket tøj hernede er de ret hårde ved tøjet, så man er nødt til at skifte lidt ud i det undervejs. Jeg købte også lidt godter som jeg vil give drengene i december istedet for en julekalender. Jeg fik 4 virkelig lækre T-shirt, 2 par solbriller, 2 pakker tictac og 2 poser slikpinde for 150 kr. Signe fik købt forskellige gaver og souvenir, og derefter spiste vi aftensmad og tog en knallert tilbage til hotellet.
Da vi kom tilbage blev drengene glad for at se os, de havde en masse at fortælle om deres tur. Det viste sig at den tur de havde bestilt til det rescue center slet ikke var den tur de var kommet på, så de havde været en masse andre steder men ikke ude at se på dyr som planen egentlig var. Det var de lidt trætte af, men damen på hotellet havde bare beklaget at hun havde sendt dem på en forkert tur 🙈 Deres dag havde bestemt ikke været spildt, for de havde fået en masse oplevelser. Begge drenge havde lokket deres far til at købe en stor træ guitar til dem hver. Jeg ved ikke rigtig om det i virkeligheden var drengene eller Michael der var mest glad for de guitarer. Jeg spurgte hvordan han havde tænkt sig at vi skulle få dem med videre, hvor på han svarer at dem kan Signe da bare tage med til Danmark. Hmm Signe kigger på ham og siger at så er han jo nødt til at købe en kuffert. Det mente Mic var en fantastisk ide, for så kunne han købe endnu mere skrammel som hun kunne tage med hjem. Det var så her jeg lige måtte sætte hælen i, for selvfølgelig køber vi ikke en kuffert for at få to dumme træ guitarer hjem til Danmark. Vi ved jo allesammen at så snart de rammer dansk jord så er der ingen der gider bruge dem mere. Sander begyndte at grine, og sagde jamen mor vi gider dem jo allerede ikke mere nu 😜Så derfor må Michael ikke have sit dankort med ud på tur mere når jeg ikke er med.
Et af deres stop var på sådan en svævebane som vi tidligere var ude og prøve. Der var en stor hængebro som de alle 3 gerne ville prøve at gå over. De blev spændt fast med liner og skulle lige til at gå afsted da Sander spørger om han må glide lidt derud, nu hvor de hang i sådan en wire. Mic spørger sikkerhedsmanden og han svarer ja og afsted røg Sander, men det var ikke ligefrem den tur han havde håbet på. Han bankede fra side til side og slog ben og krop ind i bambus broen og tabte klip klappere og det hele og var i det hele taget lidt bange. Han stoppede først da han var halvt ude på broen. Der kom en anden mand farende og sagde en masse ting til ham sikkerhedsmanden og han skyndte sig ned til Sander og hjalp ham de sidste stykke over broen. Imens fortalt Mic ham den anden mand at han havde altså spurgt ham den anden mand først om han måtte glider derud og han havde sagt ja, hvorpå han beklager meget og siger at det var desværre ikke alle der forstod engelsk…
Men Sander var ved godt mod da Bisse og Mic kom over til ham og så spurgte sikkerhedsmanden om de ville tage svævebanen tilbage og det ville de to drenge gerne. Mic fortalte at han ikke var helt tryg ved situation da han skulle holde begge drenge oppe på toppen og så sende dem ud over kanten og se dem svæve højt over jorden. Men de var seje og klarede hele turen fint og Sander var helt høj over at han turde gør det.
De havde været lidt de samme steder som os så der er nok ikke så meget andet man kan se her i området. Så i morgen håber vi på mere sol og måske skal vi en tur rundt i byen igen for at finde et sted at få vasket noget tøj.