Strandet i Manila
Det var egentlig meningen at vi kun lige skulle have en enkelt overnatning i Manilla, inden vi skulle sende Signe retur til Danmark og vi selv skulle sætte kursen mod Sumatra i Indonesien. Men tingene bliver ikke altid som man planlægger dem. Som i sikkert har læst har jeg været syg den sidste uges tid, nogle dage har været bedre end andre. Jeg har været plaget af diarré, opkast, svimmelhed og hovedpine. Jeg har jo godt kunne mærke på min krop at det ikke var helt godt, men blev ved med at overbevise mig selv om at i morgen ville det blive bedre. Det skete bare ikke, og jeg begyndte at blive mere og mere svimmel. Det er en ond spiral, for med konstant kvalme så har man ikke lyst til at spise, og uden mad kan kroppen slet ikke restituere sig selv. I går kontaktede Mic vores forsikringsselskab som sagde vi skulle få fat i en læge med det samme. Lægen kom til hotellet, sammen med 6 sygeplejersker. Det var en lidt voldsom oplevelse da alle de mennesker kom ind på værelset hvor jeg lå sammen med drengene. Lægen blev hurtigt enig med sig selv om at jeg havde en infektion i kroppen, og var svært dehydreret. Han ville derfor have mig med på klinikken så de kunne tage nogle blodprøver og samtidigt ligge et drop med noget væske i min arm. Signe var sød at tage med mig, så Mic kunne blive hjemme med drengene.
På hospitalet tog de en masse prøver som viste at mit blodtryk var for højt, min sukkerværdi var alt for lav, min krop var dehydreret, jeg havde en virus i maven og så have jeg fået en urinvejs infektion. Jeg fik lagt et væske drop, blev tvunget til at spise noget æble og banan, fik antibiotika og nogle piller der skulle hjælpe på maven. Lægen mente det var uansvarligt at flyve i morgen, og at vores plan om trekking i junglen var en virkelig dårlig ide lige pt.
Vi har derfor aflyst vores flybilletter og reserveret vores hotel yderligere 3 nætter, og så står vi lidt i en vente position for hvad der skal ske og hvornår. Så det eneste vi ved lige pt. er at vi skal mødes med familien på Bali den 14. December.
Her til morgen fik vi sendt Signe i lufthavnen, hun skulle tidligt afsted da hun skulle flyve kl. 9.20. Det bliver mærkeligt at hun ikke er her mere, nu har vi været sammen 24 timer i døgnet de sidste 3 uger. Det er utroligt at man bare kan putte et ekstra menneske så intenst ind i sin familie, uden nogen former for problemer. Det har været så hyggeligt at have besøg, og vi kommer allesammen til at savne hende ❤️ Som drengene sagde til morgenmaden i morges “så er vi bare os 4 igen”
Jeg ligger syg på værelset og har ikke rigtig overskud til noget som helst. Mic har lige givet drengene tøj på, og så er de gået en tur ud for at finde en park hvor de kan spille lidt bold. Det er hårdt for dem når jeg ikke er på toppen, for de kan ikke klare bare at sidde på et hotelværelse en hel dag. I det hele taget er det svært at være syg når man er afsted på sådan en rejse. Lægen skældte mig ud over at jeg ikke havde søgt lægen noget før, og jeg blev lidt flov. Men når jeg lå og tænkte der, så handler det jo i virkeligheden om mange ting. For det første har jeg forsøgt at holde facaden overfor min familie, jeg ville jo ikke gøre drengene nervøse. For det andet kan man jo ikke bare ligge sig syg når man har børn, jeg skal jo stadig sørge for dem, og derfor bliver man ligesom sat i anden række. Det jeg mener er at når jeg kan tage mig sammen til at finde tøj til dem, tørre dem når de er færdige, smøre dem ind i sollotion osv, osv. Har jeg så virkelig brug for en læge?.? det er i hver fald nogle af de tanker der altid går igennem mit hoved.
Nå men det var bare en lille status herfra. Vi afventer situationen, og får det bedste ud af det ❤️❤️❤️