Manila – krig og fattigdom
Igår var vi for første gang ude og gå en længere tur i byen. Rine er kommet på højkant igen, hun har det meget bedre i dag end i går, men hun kunne godt gå en tur i går, dog kunne hendes krop ikke så meget. Vi besluttede os for at gå ud til en amerikansk kirkegård fra 2. Verdenskrig (Manila American Cemetery and Memorial). Turen var på ca. 5 km og det var dejligt varmt. Manila er ikke kendt for deres fortorvet, mange gange skal man gå ude på vejen og krydse trafikeret veje, men det var rart at se byen.
På den ene gade så man de riges huse og på den anden gade de fattiges. Store kontraster. For at komme ud til kirkegården skulle man udenom om et område med hegn og vagter hvor man kunne se flotte huse og biler og på den anden side af vejen hvor vi gik, sad der fattige mennesker og prøvede at sælge aviser, mad osv. Andre tiggede efter penge til mad. Vi har indtil i dag ikke givet dem nogle penge, men jeg fortæller en historie senere fra i dag.
Vi kom frem til kirkegården og blev mødt af en vagt der bad os om at vise legimation i form af pas eller kørerkort, for alle skulle skrives ind som besøgende. Nu var det så lige den dag, jeg havde taget friske shorts på, og ikke fået min pung med. så vi havde hverken kørekort eller pas med, så kunne vi ikke komme ind. Fedt at have gået 5 km i 32 graders varme for at finde ud af at man så ikke kunne komme ind… Jeg har taget er billed af vores pas og sendt på mail til Rine så hvis vi fik dem stjålet så kunne vi da fremvise et billede. Vi fortalte vagterne at vi havde en kopi, dog skulle vi lige ind i vores mail. her var det så virkelig fedt at nettet på telefonen valgte at være møg ustabilt den dag. Vi stod rigtig længe og fumlede med det, men uden held. Til sidst kom der en sød vagt ud (tror de legede sur mand / sød mand inde i det vagtskur) og sagde at vi godt måtte gå ind alligevel hvis vi lige udfyldte der her skema og læste reglerne op for vores drenge. Jeps man er vel ankommet på militærets grund…
Stedet var faktisk flot hvis man ser bort fra omstændighederne ved at der ligger ca. 17.000 mænd begravet. Stedet er det flotteste i Manila og så er der bare ro fra storbyen. Der er ikke en busk eller græstot der ikke er klippet efter en lineal. Vi fik talt lidt om krigen, og kigget på alle korsene. Drengene spurgte hvorfor de fleste var kors, og få af dem var stjerner. Vi forsøgte at forklare lidt om religion og jøder, men det er svært at forstå i den alder. Bisse sagde han ikke troede på Gud, næ han troede på sin mor og far. Efter nogen tid ville vi gå tilbage mod hotellet. Drengene var dog ikke helt enige i at vi skulle gå, så før vi nåede at overveje det nærmere, havde Bisse prejet en taxi. Han stiller sig bare ud til vejen og løfter armen når de kører forbi – lille lort.
I går aftes gik vi ned i et lokalt center for at spise aftensmad og på vejen ligger Trump Tower. Men Trump Tower var spæret af og der stod folk med kamera og kiggede op. Vi kiggede også op og så er der var folk der klatrede op af tårnet. De er sku tosset men jeg tror de havde en fed udsigt…
Dagen i dag er gået med en lille tur rundt i byen. Mens vi går rundt sidder der en fattig dame med hendes lille pige og vi beslutter os for at give hende 100 peso (ca. 12kr.) Lige da jeg har givet hende pengene og går 2 meter væk, kommer der en mand gående med hånden fremme, for han vil også have penge. Først ville jeg ikke give ham noget for han så umiddelbart ud til at kunne klare sig selv, men jeg fik kigget nærmere på ham og han gjorde hele tiden tegn til at han var sulten og han ville ind på Jollibees som er en Mc Donalds lignende kæde, så gav jeg ham også 100 peso, men det resulterede i at pigen til damen, jeg først havde givet penge kom løbende efter os og tiggede om flere penge. Det var ikke rart, men man skal jo stoppe et sted for de er faktisk over alt her i Manila. Bare hertil aften så jeg 8 personer der levede og tiggede på gaden da jeg skulle gå 200 meter ned for at hente vores vasketøj og jeg tænkte, ja her har du lige badet i en kæmpe pool med glasbund med dine 2 drenge og været i spa bad, og de har ikke noget sted at sove og deres børn ingen sko. Vi talte senere på vores gåtur i byen om det at have et sponsor barn og hjælpe de fattige og Alexander sagde at når vi kom hjem ville han give sine lommepenge til de fattige børn, for han havde jo alt hvad han havde brug for. Det er jo en dejlig tanke han har, og det er fedt at kunne vise drengene kontrasterne imellem hvor heldige de er, og dem der virkelig ingenting har. Han kunne heller ikke forstå i starten af turen i Manila, hvorfor der stod vagter ved alle indgange til centrene samt vagter ved bankerne som stod med maskingevær. Det er jo ikke lige noget vi har i trygge DK.
I eftermiddag delte vi os. Rine ville gerne ned og kigge i et stort shoppingcenter, så drengene og jeg hyggede i en park hvor der var en sø med en masse fisk. Senere gik vi en tur på legepladsen, og om aftenen mødtes vi alle på hotellet hvor vi fik hygget og aftenbadet i poolen.