Bali – farvel til familien

december 29, 2018 Slået fra Af Carina

I går aftes da vi gik i seng sagde vi farvel til familien, de skulle nemlig afsted meget tidligt i morges. Det var hårdt for os alle at skulle sige farvel, det har været så hyggeligt at have dem på besøg. Men særligt Sander havde meget svært ved at skulle slippe sin familie, så han havde det svært i går. Han ville gerne med hjem til Danmark og bo hos sin morfar, indtil vi kommer hjem. Vi allesammen har snerten af hjemve, og den bliver selvfølgelig forstærket når man så siger farvel til halvdelen af flokken.

Jeg har ikke været så flittig til at skrive blok imens familien har været her, for det hele er bare gået op i familietid og hygge. Så hvad har vi egentlig lavet siden jeg skrev sidst… spist, sovet, badet, shoppet. Dennis har ligget syg siden juleaften med en ordentlig omgang feber, og noget udslet på hele kroppen. Han har derfor ikke været meget for at forlade værelset, så det har Maria og jeg udnyttet så vi har fået shoppet en masse. Det har været rigtig hyggeligt at have besøg af en der også elsker at kigge på butikker og drikke lækker kaffe.

Den ene dag sad vi i villaen, og så viste vores hushjælp os et billede af et vandland som vi bare skulle besøge. Da jeg så billedet sagde jeg det har vi skam været i det er jo Waterboom. Nej sagde hun så, Waterboom er kæmpe stort, det her er et lille vandland som også er hyggeligt. Hmm det var mærkeligt for vi bad jo bestemt taxi chaufføren om at køre os til Waterboom den anden dag, men han havde så åbenbart besluttet sig for at køre os til Watersplash i stedet for. Drengene mente nu at vi så var nødt til at prøve det andet vandland, for det var jo det de havde glædet sig til. Vi blev derfor enige om at pakke badetøjet og se at komme afsted.

Vi blev bestemt ikke skuffede over det vandland, for det var kæmpe stort og fyldt med mennesker. Vi hyggede os i vandlandet i 7 timer, hvor vi bare løb rundt og prøvede rutchebaner. Bisse er altså frygtløs, han var så irriteret over at der var nogen rutchebaner som han ikke måtte prøve fordi han var for lav. Vi fandt så en rigtig høj en som han mærkeligt nok måtte prøve. Sand og Mic sagde med det samme at det altså blev uden dem, så Bisse og jeg fandt to underlag som man skulle ligge på, og så begyndte vi ellers at gå op af trapperne. Da vi næsten var oppe i toppen begyndte man at kunne se hvordan rutchebanen startede. Det var et mørkt rør hvor man skulle ligge på maven, med hovedet ned af på sådan en lille madras. Det var virkelig højt oppe, og man kunne ingenting se i røret, senere på turen var der sådan en virkelig stejl bakke hvor man ligesom faldt i frit fald. Jeg begyndte at fortryde, og sagde til Bisse om han virkelig var sikker på at vi skulle prøve denne rutchebane. Hans svar var ” mor er du en piveskid – du kommer til at gå ned alene, for jeg prøver den altså” Sådan, sat på plads af en 5 årig, som ikke er bange for noget som helst, så er der ligesom ikke andre udveje end at bide tænderne sammen og tage turen 🙈😱

Da vi havde taget turen, tænkte jeg sådan lidt strengt at jeg håbede han også havde været bare en smule bange, så han kunne lære ikke at presse sin mor. Men næ nej han sagde bare ” mor du skreg som en pige, skal vi prøve den igen 😝😝😝”

I dag er vi tjekket ud af vores lækre villa, den kommer vi altså til at savne. Det har været så hyggeligt at have en hel villa for os selv, med en fantastisk swimmingpool. Det gir en helt anden ro over familien bare at kunne hygge i haven, og bade når det passer os. Det eneste jeg ikke kommer til at savne ved villaen var alle de dyr der åbenbart levede sammen med os derinde. Vi havde sindssygt mange myg, virkelig store edderkopper, kæmpe græshopper og gekkoer over alt.

I skrivende stund sidder vi i lufthavnen og venter på flyet til Borneo. Vi har en mellemlanding, så selv om tiden i luften ikke er så lang ender vi alligevel med at bruge det meste af dagen på turen. Når vi kommer til Borneo skal vi ud på en flodsafari, hvor vi skal bo på en båd i 3 dage. Vi glæder os virkelig meget til de nye eventyr, og håber at se en masse dyreliv.

God tur hjem far, Maria og Lille D – vi savner jer allerede ❤️

Total Page Visits: 1970 - Today Page Visits: 2