Ella – en fantastisk perle midt i Sri Lanka.

januar 7, 2024 Slået fra Af Carina

Det lykkedes at få noget søvn, selv om vi sover med alverdens kryb på værelset – hurra for myggenet som kan proppes godt ned under madrassen så intet kan komme ind i sengen til os.

Morgenmaden på hotellet var super fin, og ejeren er så sød. Han kørte os ned til byen så vi ikke skulle betale for en taxi. I dag gik vi fra Ella station og ud til Little Adams Peak. Det er et udsigtspunkt som ligger på et mindre bjerg på 1.100 meter. Det er en super smuk tur som startede gennem en mindre the plantage og senere blev erstattet af en smal sti med meget ujævne trappetrin. Det var relativt hårdt at gå derop i den fugtige varme, men drengene elskede hvert minut så deres energi var hele turen værd. Udsigten fra toppen var virkelig smuk, og vi kunne se vores hotel på den anden side af bjerget.

På vej ned så vi en pool club der lå midt i den smukke natur. Den hedder Ravana Pool Club og den kan virkelig anbefales til en dagstur. Vi købte en VIP adgang der gav os adgang til den store infinit pool med udsigt over bjergene og den smukke natur. Vi fik også adgang til den store opvarmede jacussi og en lækker stor sofa hvor der blev redt op til os alle med håndklæder og drikkevarer.

Michael og drengene havde alle badeshorts på hjemmefra, men jeg havde ikke badetøj med, for jeg vidste jo ikke jeg skulle ud og bade. Der var en mindre forretning på stedet med lidt badetøj, og Michael og jeg gik derind for at se om jeg kunne finde en badedragt. Selvfølgelig kunne jeg ikke det, eller det vil sige jeg ville i hvert fald ikke vise mig offentlig i noget af det de havde i butikken. Det var de mindste bikinier med en lille g-streng og en top der viste det meste af brystet. Drengene kunne slet ikke forstå at jeg ikke bare købte en, for jeg kender jo ingen på stedet. Men det var alligevel over min grænse, at skulle gå rundt og lige en vaccumpakket rullepølse i sådan en lille sag, så jeg besluttede at slappe af og nyde solen med mit tøj på imens de andre badede.

Det var nogle virkelig hyggelige timer vi brugte deroppe. Drengene fandt 2 drenge de legede med i poolen, så Michael og jeg sad og talte i solen. Det var fantastisk med en times voksentid, hvor vi fik planlagt lidt af rejsen, og talt om drømme og mål for fremtiden. Det er virkelig det sådan en rejse kan. Når man bruger så meget tid sammen som familie, så får man virkelig talt sammen. Jeg tænkte også på det i går i toget, hvor Tobias og jeg sad og talte om fodbold, om venner og om skolen og fremtiden. Det er dejligt at bruge tid sammen, hvor man kun bruger tiden på hinanden, fordi der ikke er andet der tiltrækker ens opmærksomhed.

Da vi skulle gå fra pool clubben ville Tobias gerne prøve den zip line som kører fra den ene side af bjerget til den anden side. Det skulle han selvfølgelig have lov til. Han er den vildeste adrenalin junkie ligesom mig, så jeg bakker ham altid op i de ting han gerne vil udforske. Jeg elsker hans gåpåmod. Da vi fik ham i tøjet og var på vej op af bjerget, blev han alligevel lidt nervøs. Jeg spurgte om han gerne ville have at jeg kørte sammen med ham, men han blev enig med sig selv om at han ville gøre det alene. Han var noget bleg i hovedet da jeg sendte ham afsted, men da han kom ned fra bjerget var han ikke til at skyde igennem, og han syntes det havde været den fedeste oplevelse.

Nu var det tid til at gå igennem junglestien igen for at komme ud og se den berømte Nine Arch bro. Jeg ville super gerne se broen, og få taget et billede af den. Turen derud var lidt skræmmende, vi skulle gå af en tæt bevokset smal mudret sti. Alexander mente det var sindssygt at gå den vej, for han var sikker på at vi ville blive bidt af slanger på vejen. Selvom jeg udemærket ved at risikoen er så lille, så fik han alligevel sat en skræk i livet på mig, så vi sang og trampede hele vejen ned af skråningen på den smalle sti.

Synet af broen var det hele værd. Den er så smuk, og det var spændende at se den i virkeligheden. Det er Sri Lankas mest fotograferede objekt, så man ser den på alle rejseblogs, samt instagrammere. Vi mødte et par på vej derud, som fortalte os at toget lige var kørt over broen. Vi kunne derfor sagtens gå på skinnerne, for det næste tog ville først komme om en time.

Vi gik alle 4 ud på skinnerne for at få de bedste billeder, det skal siges at der stod en masse andre mennesker derude også. Da vi stod midt ude på broen, ja så kom toget sørme. Nu spredte panikken sig og Alexander begyndte panisk at løbe alt hvad han kunne mod den anden ende af broen. Jeg råbte og skreg efter ham, men han løb panisk for at komme væk fra toget. Jeg blev så bange, så jeg spurtede efter ham, og jeg er sikker på at alle fik en kæmpe griner over situationen. Michael og Tobias var de smarte, for de vidste åbenbart at man sagtens kunne stå ude på siden af skinnerne og lade toget passere 🙈 Mit hjerte bankede, og jeg fik helt ondt i maven efter den oplevelse. Jeg blev virkelig bange for at jeg skulle se Alexander blive kørt ned at et tog.

Vi valgte at gå tilbage til Ella, hvor vi havde besluttet at vi ville spise aftensmad på en café der hedder Chill. Den har vi læst om på flere rejseblogs, så den ville vi også prøve.

På vej mod caféen, så vi et massage sted og vi blev hurtigt enige om at vi alle havde fortjent en omgang fodmassage. Det blev 212 kroner for os alle 4, så det var dejligt billigt.

Maden og servicen på café Chill var ikke noget at skrive om, de havde for travlt. Vi vente længe på både mad og drikkevarer. Det var dyrt i forhold til Sri Lanka, og maden var overhovedet ikke noget specielt. Faktisk endte jeg med slet ikke at spise min pasta, fordi den smagte som om de havde tabt en hel chilli i retten.

Ejeren fra hotellet var så sød at hente os efter maden. Aftenen skal bruges på at finde et hotel for de næste 2 dage i Yala. Vi har fundet ud af at vi hellere vil på Safari i Yala end i Udawane som først planlagt, da drengene virkelig gerne vil se leoparder. Så vi skal lige have ændret lidt i rejseplanerne.

I morgen går turen videre, og vi er klar på nye eventyr, selvom vi sagtens kunne have brugt et par dage mere i Ella, for her er virkelig hyggeligt og dejligt afslappende.

Total Page Visits: 2214 - Today Page Visits: 1