Tokyo 7

oktober 9, 2018 139 Af Carina

Igen i dag nåede vi morgenmaden på hotellet 😴 Da vi havde spist hyggede vi lidt på værelset, hvorefter vi gik på legepladsen for at lege lidt med drengene og spille en fodboldkamp. Jeg havde gået og blæret mig med at jeg var mega god til fodbold, og at jeg kunne vinde over dem alle sammen, så til at starte med skulle Bisse og jeg være på hold mod Michael og Sander, men da det kom til stykket gad hverken Bisse eller Sander være sammen med mig, så jeg kunne sidde og slappe af på en bænk imens drengene spillede ⚽️⚽️⚽️

Da vi var færdige på legepladsen var det så småt frokost tid, og vi gik lidt rundt i vores kvarter for at finde på noget at spise. Vi har flere steder i Tokyo vi gerne vil nå at opleve, men i dag har vi besluttet at blive i området, fordi det er vigtigt at drengene kommer tidligt i seng da vi skal meget tidligt op imorgen, og på en tur op og se Mount Fuji bjerget. Vi fandt et gadekøkken hvor de stod og lavede pitabrød, det var dejlig nemt så vi bestilte et til hver, og gik videre for at finde en park vi kunne spise i. Hvad vi ikke havde overvejet var at der slet ikke ligger nogen parker i nærheden, og at der er 10.000 mennesker alle steder, så der stod vi med vores mad 🌮🥙

Tilsidst blev vi enige om at sætte os på 2 forhøjninger midt på den travleste gade i området og spise. Michael og jeg sad på en hver, og drengene sad på fortovet foran os. Alle der gik forbi kiggede på os som om vi var 4 aber i bur. Nå men maden smagte fint, og alle blev mætte. Da vi var færdige ville drengene gerne spille mere fodbold, og lege lidt på en legeplads i nærheden. Imens de gik derover gik jeg en tur i et supermarked for at købe ind til vores tur imorgen. Da flere af os har lidt svært ved maden, ville jeg ikke risikere at vi er på en 12 timers tur uden at få mad, så jeg købte ind til lidt nødrationer. Sandwichbrød, nutella, vindruer, peberfrugter og noget vand så kan det ikke gå helt galt.

Da jeg kom over på legepladsen råbte Sander at jeg havde lovet at jeg ville lege Fortnite med ham ( og ja I tænker sikkert, hvordan pokker leger man det – det gjorde jeg i hvert fald) nå men det endte med at Mic og jeg løb rundt på en legeplads og lod som om vi havde gevær og granater, som vi skød vores drenge med. I kan vel selv forestille jer at det var noget af en opvisning for de forbi passerende, men man skal jo holde hvad man lover 😇😇😇

Da vi kom tilbage til hotellet satte vi os ned i cafeen for at lave lektier med Sander. Han var ikke meget for det til at starte med, men endte alligevel med at lave en masse sider i hans matematikbog, for da han først kom i gang var det jo egentlig meget hyggeligt. Bisse skal starte i skole næste år, så ham er vi gået igang med at gøre parat til det. Han er ikke et barn der normalt tegner eller fordyber sig i ting, han vil hellere kravle i træet med Willas. Så vi har aftalt at når Sander laver lektier, så øver Bisse sig i at tegne og skrive sit eget navn. Han bliver så stolt fordi han allerede selv kan se en enorm fremgang i hans tegninger, det er dejligt at se ham vokse. Hverdag taler vi engelsk med drengene, vi siger tingene på engelsk og bagefter på Dansk. Det utroligt så hurtigt de fanger det, selv om Sander godt kan blive lidt irriteret over at vi ikke bare kan tale dansk.

Til aften gik vi hurtigt ud og spiste aftensmad, for vi havde aftalt at drengene skulle hjem og have et bad og lidt spilletid inden de skulle sove.

Imorgen ringer vækkeuret allerede kl 6.00, og det er ca 4 timer tidligere end vi plejer at stå op 😂😴😂 Men vi glæder os allesammen til turen, så det skal nok gå.

Total Page Visits: 1779 - Today Page Visits: 17