Kyoto – En mors værste mareridt

oktober 13, 2018 Slået fra Af Carina

Vi stod op og spiste morgenmad i vores lille lejlighed, det var super hyggeligt at kunne spise hjemme. Jeg har endelig fået skaffet noget proteinpulver, så jeg kan lave en Shake, jeg har stort set ikke fået protein siden vi forlod Danmark. Efter morgenmaden gik Mic og drengene over i en park og spillede fodbold, så havde jeg lige en lille time til mig selv, og det var virkelig lækkert.

Vi gik et stykke ind mod byen, hvor vi skulle finde en bus der kørte mod bambusskoven. Da tog ca. 30 minutter med bussen, og var rimelig nemt at finde ud af.

Da vi blev sat af bussen var der mennesker over alt, så vi var ikke i tvivl om at vi var havnet på en stor turistattraktion. Der løb en stor flod langs vejen, og her var drengene solgt. De ville gerne blive og kigge efter fisk og lege på stenene på bredden, så nu skulle de stor forhandlingsevner i brug. Vi nåede til enighed om at vi først gik i bambusskoven, derefter skulle vi sejle på floden og tilsidst kunne vi lege på stenene ved floden, så alle fik hvad de kom efter.

Bambusskoven var helt fantastisk, det var lige så vildt i virkeligheden som på billeder. Vi nød alle 3 at gå rundt og kigge på naturen. Vi betalte for at komme et stykke længere op, så vi kunne komme væk fra de fleste turister. Drengene løb og legede xxxx, og vi sad på en lille udkigspost og drak en kop matchathe ( føj for den lede hvor det smager, forestil jer kogt vand med frisk slået græs, så er i tæt på smagen) Da vi gik lidt videre mødte vi 2 amerikanske gutter som sagde at hvis vi gik op bjerget i noget ret stejlt terræn så ville vi finde en vild udsigt. Vi besluttede at gå turen, men jeg må indrømme at den var mere udfordrende end jeg havde forestillet mig. Mic og drengene gik i forvejen, og jeg kom stille og roligt efter dem. Jeg er virkelig udfordret af min astma, samtidigt med at jeg stadig er møg forkølet, så alt motion er virkelig hårdt lige for tiden. Nå men jeg kom op, og vi var de eneste turister oppe på toppen, bortset set fra et yngre par vi tidligere havde mødt.

Da vi skulle ned igen havde vi endnu en udfordring med Bisses som bare ikke ville gå. Vi var alle udfordrede af turen op, og turen ned var simpelthen for stejl til at vi kunne bære ham. Så igen måtte alle overtagelsesevenerne i brug. Sander var ivrig og ville bare ned, så han begyndte at gå, og vi stod stadig med Bisse. Efter lidt tid virkede Bisses ben, og vi begyndte at gå ned. Sander var gået i forvejen, og normalt er han meget forsigtig, så jeg plejer ikke at skulle tænke på ham. Da kommer ned af første etape, går vejen 3 veje og Sander er ikke til at se nogen steder. Jeg bliver nervøs for jeg ved jo ikke hvilken vej han er gået. Michael går den nje vej, og jeg den anden – men han er ikke til at se.

Jeg kigger på den sti vi er kommet fra, og der er et skilt med tegn på at der er vilde bjørne og vildsvin i området. Jeg bliver helt panisk, for hvor er Sander? Vi står i en tæt bevokset bambusskov i Japan hvor ingen taler engelsk, det bliver mørkt om 1 times tid, og min dreng er væk. Michael løber rundt for at finde Sander og jeg råber hans navn alt hvad jeg kan. Panikken begynder at overtage min fornuft og jeg råber og skriger på Sander mens tårerne løber ned af kinderne på mig. Hvis han er væk, og nogen finder ham kan han ikke tale med dem. Hvis vi skal forsøge at efterlyse ham kan de ikke forstå os, og så oven i hatten tanken om de vilde dyr der lever i skoven.

5 minutter føles som en evighed og vi alle 3 er helt ved siden af os selv. Mic beslutter at løbe en etape længere ned, for at se om han virkelig kan være nået helt ned til bunden. Pludselig kan jeg høre Michael råbe jeg har ham, han er hernede. Jeg bryder fuldstændig sammen og hulker som et lille barn, den følelse at have mistet Sander i et fremmed land og i en natur han slet ikke er klar til at håndtere blev bare for meget. Sander forstod ikke hvad der var galt, og kunne slet ikke forstå at jeg ikke var glad for at have fundet ham. Det var jeg selvfølgelig, men oplevelsen tog lidt tid at få rystet af.

Pu ha tårerne løber ned af mine kinder nu, hvor jeg fortæller jer historien 😪😢😥 Nå men det endte heldigvis godt, og vi fik en lang snak om hvorfor det er så vigtigt at blive sammen.

På vej over mod floden fandt vi en lille hyggelig italiensk restaurant hvor vi spiste frokost. Det var rigtig god mad, og super sød betjening.

Vi bestilte en båd, og skulle sejle 30 minutter på floden. Båden var helt enkelt, ja det eneste der var på den var et tæppe på gulvet med nogle puder vi kunne sidde på. En sød ældre mand sejlede båden, eller det vil sige han havde en lang bambus pind som han skubbede båden afsted med. Naturen var blændende smuk, og det var virkelig fantastisk bare at sidde stille og se på det hele. Drengene er nogen krudtugler som gerne vil være alle steder på en gang, så vi skulle lige bruge lidt kræfter på at få dem til at sidde stille. Guiden forsøgte at forklare nogen ting på engelsk, men han var umulig at forstå, så vi sagde bare ja ja og smilede engang imellem 😜😊

Efter sejlturen skulle drengene som lovet lege på flodbredden. Der var fyldt med store sten som man kunne gå på, og det dragede dem helt vildt. Vi sagde de skulle passe på, for sten er glatte. De brugte lang tid på at hente sten og hoppe ud på de store sten for at smide dem i vandet. Bisse faldt selvfølgelig i vandet med det ene ben, så han sko og strømpe var gennemblødte, men omvendt ville det også være for mærkeligt hvis det ikke var sket.

På vej hjem købte vi avokado, kiwi og en vegetariske risret som vi spiste i vores lejlighed. Vi var alle trætte efter dagens oplevelser, så det var dejligt bare at kunne slappe af. Sander fik læst lidt, og de fik begge et langt karbad og så var det ellers på hovedet i seng.

Total Page Visits: 1595 - Today Page Visits: 1