Taipei dag 4 og 5
Der er sjovt som vi mennesker ser ting med forskellige øjne. Vi har fulgt en del rejseblogs, og flere har været svært begejstrede for Taiwan, vi har selvfølgelig ikke et særlig nuanceret billede af Taiwan, da vi kun har været i Taipei som er hovedstaden.
Når man kommer fra Japan hvor alle mennesker er søde, betænksomme og virkelig hjælpsomme, så er det bare lidt af chok at komme til Taiwan. Service er en by i Rusland, men bliver konstant snerret af og vendt øjne. Så jeg må indrømme det her land ikke har slået benene væk under mig. På mange måder er de virkelig langt fremme, og på andre måder halter det fuldstændig. Man kan fx. Ikke betale med Visa-kortet nogen steder, så man skal sørge for at have kontanter. Jeg er egentlig lidt i tvivl om det er fordi de ikke gider, for jeg kan se de har maskinerne til det.
Det var lige et sidespor, men jeg sad bare og reflekterede over det, og ville derfor dele det med jer.
Mandag der lavede vi ikke det store, vi slappede af på hotellet og badede i poolen. Mic og jeg fik trænet en masse ben, vi har tilmeldt os sådan en Challenge hvor vi skal træne et bestemt program 2 gange om ugen. Senere gik vi en tur ud og spiste aftensmad. Mic og Bisse blev klippet, og det er virkelig svært at forklare hvordan frisuren skal være, når de ikke kan et ord engelsk. Nå men vi kastede nogle håndtegn til dem, og det er egentlig blevet ganske okay.
I dag blev vi vækket af rengøringsdamen, så vi kom relativt tidligt ned til morgenmaden. Jeg skal lige love for at både Mic og jeg nærmest kravlede ud af sengen, vi er begge to virkelig ømme efter vores ben træning i går. Mic synes det gør mest ondt i ballerne, mens mine baglår er så ømme så jeg ligner en der laver en lille bæ i bukserne 💩
Buffeten her på hotellet er virkelig lækker, så det er nærmest dagens højdepunkt for alle. Efter maden gik vi en tur ud til en park der hedder Daan Forrest Park, det skulle være Taipeis svar på New York’s Central park. Hernede kalder de den selv for Taipeis lunger. I parken spillede vi fodbold, klatrede i træer og gik ellers bare rundt og så på den flotte natur. Midt i parken var der en stor sø, vi gik over for at se om der var fisk i søen. Til vores store overraskelse var der en gren i vandet hvor der lå 16 skildpadder og solede sig. Der var også mange fisk i vandet, så vi brugte lang tid på bare at kigge på fiskene og skildpadderne. Det er super betagende bare at sidde og kigge på de skildpadder, og der var virkelig mange i søen. Da vi gik videre så vi nogle egern som kom ned fra træerne, vi havde æbler og bananer i tasken så det tog vi frem og fodrede egernene. Det er fascinerende så tamme de er, de kommer frem og tager et stykke banan fra hånden og sætter sig lidt fra os og spiser det. Man bliver aldrig træt af at se alle de smukke dyr så tæt på.





Nu var vi ved at være sultne, så vi besluttede at gå ud fra parken for at finde et sted at spise. Vi tog ud til Taipei Tower 101 som lå i nærheden, bestilte lidt mad og satte os ude i solen og spiste. Da vi havde spiste ville Bisse og Michael gerne tilbage til hotellet for at bade, Sander og jeg besluttede at vi ville blive inde i byen for at kigge på butikker og bare have en hyggedag alene. De sidste par dage har været lidt hårde med drengene, de har været meget i totterne på hinanden, så vi har brugt alt for meget tid på at skælde ud. Så det var super dejligt bare at have en hel eftermiddag alene sammen med Sander hvor vi bare hyggede, kiggede på alle de lækre butikker, og talte sammen om løst og fast.

Da vi kom hjem havde vi gået 14 km, så det var ikke så mærkeligt at jeg var godt øm i fødderne, for jeg var kommet afsted i klip klappere 🤔 vi gik op på værelset og skiftede til badetøj, for vi ville også nå en tur i poolen. Bisse ville gerne med, og det passede perfekt for så kunne Mic gå på et vaskeri i nærheden og få vasket vores tøj. Drengene og jeg havde hele poolen for os selv, det var super hyggeligt for så kunne vi lege alle de vilde lege uden at skulle tage hensyn til nogen. Der er videoovervågning ved poolen, med et kamera der optager lige ned i bassinet. Jeg tænker at dem der har siddet og kigget med har haft en fest, for drengene fandt på at jeg var en stor haj, og de var babyskilpadder og så skulle jeg svømme ud på revet for at spise dem 🤦♀️ Tosset leg når man sidder og skriver det ned, men i situationen hvor man lever sig ind i den, så er det faktisk virkelig sjovt. Bagefter skulle vi hoppe fra kanten, og se hvem der kunne lande siddende i de store baderinge. Det gik vildt for sig, men jeg er ikke sikker på at det var til pænt brug.


Da vi kom tilbage på værelset havde Mic købt mad med hjem, hvilket var super dejligt da ingen af os havde lyst til at skulle ud på en restaurant. Vi fik stegte ris med grøntsager og det smagte virkelig godt. Bagefter hyggede vi lidt, og så var det tid til at drengene skulle i seng.
Imorgen er vores sidste dag i Taiwan, og jeg er faktisk klar til nye eventyr så det kan bare komme an. De sidste par dage har jeg haft lidt hjemve, jeg savner min lillebror og min far rigtig meget, så det bliver så dejligt at Signe kommer på torsdag.
Du skriver bare så godt Søs !! du burde skrive en bog man kan virkelig føle dine tanker og man ser sig selv i dine situationer !!! love it <3