Fillipinerne dag 2 og 3

november 11, 2018 148 Af Carina

I går aftes hentede jeg Signe i lufthavnen, vi havde bestilt transfer med hotellet, og jeg kunne køre med. Det virkede som en god ide, og i mine tanker ville det var super hyggeligt og jeg ville stå klar i ankomsthallen og tage imod Signe når hun landede. Men sådan foregår det bare slet ikke her i Manilla. Jeg blev hentet i en minivan af en chauffør der kun talte meget sparsomt engelsk, vi kørte mod lufthavnen. Da vi kom derud kørte han ud i et meget mørkt område for Chauffører, og sagde så til mig at jeg skulle stå af, og gå ligefrem og vente der. Jeg spurgte ham så hvordan han ville finde mig, og han griner så og siger ” bare rolig, det er nemt nok for du vil være det eneste hvide menneske” Hmm eftersom Manilla er en relativ farlig by for turister, og jeg nu står alene i mørket med min iPad i hænderne, så begynder der så småt at melde sig en ordentlig skræk i mig. Alle kigger på mig, og jeg tage ipadden ind på maven og lyner min bluse. Der er et stort hegn hvor alle står og venter bag det, og ovre på den anden side af vejen, er lufthavnen. Det føltes som at stå i et bur og kigge ud i friheden. Ved lågen står der en betjent og sørger for at ingen går ud, men at dem der kommer fra lufthavnen kan komme ind. Jeg taler med betjenten og spørger om jeg må gå over på den anden side, han svarer at man ikke må gå derover for det er kun for dem med Boardingpas. Der går lidt tid og jeg forsøger at blande mig i mængden, hvilket er fuldstændig umuligt. Det er super ubehageligt og der begynder at samle sig en del mennesker omkring mig. Betjenten kalder mig så over og siger at jeg alligevel godt må gå over på den anden side, for det vil være bedre for mig at vente derover. Jeg havde lyst til at give ham et kys, for jeg syntes slet ikke det var rart at være derovre.

Da jeg kom over på den anden side kunne jeg se at man kunne komme ud i begge ender af lufthavnen. Jeg blev derfor nervøs for om jeg ville stå i den ene ende og Signe ville stå i den anden ende. Jeg har jo ingen telefon, så jeg kunne hverken ringe eller skrive til hende. Så det resulterede i at jeg nærmest løb fra den ene ende til den anden i en time. Folk kiggede mærkeligt på mig, og jeg var mega stresset. Jeg var bange for vi ikke kunne finde hinanden, og bange for jeg ikke kunne finde manden med bilen, for han vidste jo ikke at jeg var gået herover. Det var super nervepirrende, men det endte heldigvis godt, for pludselig så jeg Signe komme gående ned af bakken fra lufthavnen.

Vi gik tilbage til den mørke p-plads og Signe spurgte hvor bilen var, og nu måtte jeg så fortælle hende at jeg ikke vidste det. Jeg måtte også indrømme at jeg ikke kunne huske hvordan manden så ud, og nummerpladen på bilen havde jeg heller ikke husket at tage. Jeg er ret sikker på at Signe i et kort sekund tænkte at det var en lidt irriterende situation🤓 Heldigvis fandt manden os, for ganske rigtigt, var vi de 2 eneste hvide mennesker.

Fredag

Vi blev vækket kl 7.00, vores kære nabo havde nemlig sat en alarm til kl. 7.00 og var så gået til morgenmad. Da alarmen havde ringet i 20 minutter ringede jeg til receptionen for at få dem til at låse sig ind og slukke for den. Fantastisk måde at blive vækket på 😝Vi spiste morgenmad på hotellet, buffeten er bare så lækker, så det er godt vi ikke skal bo her så længe for ellers var vi allesammen blevet virkelig tykke 😩

Efter morgenmaden lavede vi lektier på værelset, og derefter gik vi allesammen ned for at bade i poolen. Der er så flot ved poolområdet, det er sådan en infiniti pool med udsigt over Manilla. Der er flere niveauer i poolen, så man kan ligge på solsengen i poolen og sole sig. Da vi var færdige med at bade gik vi ind i spaområdet for at skifte tøj. Vi så der var sådan et Japansk onsen bad, som vi besluttede os for at prøve. I Japan måtte vi jo ikke pga. Tatoveringer. Når man skal bade i en onsen skal man være nøgen, og jeg må indrømme at jeg følte det en smule sært at gå nøgen rundt, for derefter at sætte mig i et bad med andre nøgne kvinder. Men så er det prøvet, og jeg kan i hvert fald bekræfte at jeg ikke skal være nudist 😎

Senere tog vi en taxi ud til Filippinernes største shoppingcenter, 400 butikker og 200 restauranter ligger der derude. Det var virkelig stort, og meget svært at finde rundt i. Drengene ville gerne op i det legeland de havde og lege et par timer. Vi gik op med dem, og de skulle så skrives ind og vi skulle aflevere fingeraftryk. De voksne kommer nemlig ikke med ind i legelandet, så man afleverer fingeraftryk så de kan se om det er de rigtige der henter barnet igen. Vi spurgte drengene om de var ok med at være i et legeland uden os, hvor de ikke kunne tale sproget. De var helt indforståede med det, og ville bare gerne vide hvordan man sagde vand og toilet, for så mente de sagtens de kunne klare sig.

Signe og jeg gik rundt og kiggede på butikker. Signe skulle købe høretelefoner og jeg ville gerne se om jeg kunne finde et par fede solbriller, for det havde Mic og drengene sagt de gerne ville give mig i fødselsdagsgave.

Mic kiggede lidt på butikker i nærheden af legelandet, for han kunne ikke rigtig lide at gå fra drengene. Han fandt en ny fodbold til dem, for den vi har med hjemmefra er for lille så de syntes alle 3 den er svær at spille med

Da vi havde shoppet og spist lidt frokost ville vi gerne tilbage til hotellet. Vi gik ud for at finde en taxi, og det var simpelthen umuligt, der var en mega lang kø til taxierne. Vi besluttede derfor at forsøge at gå væk fra centeret for at finde en taxi. Der var kaos alle steder, mennesker, biler, overproppede busser, alt i en pærevælling. Efter noget tid fik vi endelig stoppet en taxi, han rullede vinduet ned og spurgte hvor vi skulle hen, vi fortalte navnet på vores hotel og så sagde han at han ville have 300 peso for turen, da der var meget trafik. Vi gav 75 peso for samme tur da vi skulle derud. Jeg sagde hurtigt ja det betaler vi, for jeg kunne slet ikke overskue alternativet. Mic sad og rugede lidt over det, men kunne alligevel godt se at vi ikke havde andre muligheder.

Vi spiste aftensmad på hotellet, og bagefter fik Mic og jeg massage over i spaafdelingen. Signe var så sød at putte drengene, så det var virkelig luksus at det kunne lade sig gøre.

Lørdag

Efter morgenmaden fandt vi en taxi der kunne køre os til lufthavnen. Han ville ikke køre efter taxameter, så han sagde turen ville koste os 500 peso. Når de siger det på den måde ved man at man betaler overpris, men for os var det en virkelig god pris, for hotellet tager 1300 peso for samme tur. Dejligt når både han og os føler vi har vundet på handlen.

I lufthavnen var det som altid total kaos. Der er ingen systemer i Filippinerne, så det betyder at alle bare skubber og maser og gør fuldstændig som det passer dem. Det er virkelig noget der sætte ens temperament på en prøve. Vi stod i en kø i virkelig lang tid, for så igen at få at vide at det var den forkerte kø. Det kan godt lyde som om vi er total idioter, men det er umuligt at se hvilken kø man står i, for der er mennesker over alt. Nå men vi fik skiftet kø, og her ventede vi også virkelig lang tid uden at rykke os en tomme, alle maser sig ind foran. Tilsidst begyndte vi at gøre det samme, for det nytter ikke noget at stå pænt og vente her, for så kommer man ingen vegne.

Vi fik tjekket ind, og denne gang havde vi ingen problemer med redningsvestene. Da vi kom ind til gaten var flyet igen forsinket i omkring 1,5 time, så vi brugte ventetiden på at spise lidt frokost.

Da vi ankom i Puerto Princesa stod der en fra vores hotel for at hente os. Køreturen tog ca 1 time, og det var på nogle virkelig snørklede og bumpede veje. På vejen holdt vi ved en frugtbod hvor vi købte vandmelon, vindruer og mango så vi har lidt frugt på ressortet. Denne gang skal vi nemlig bo ude midt i ingenting, så vi kan ikke lige komme ud i et supermarked og handle.

Da vi skulle dreje ind mod hotellet var vi midt ude i en regnskov, chaufføren gik ud af bilen for at åbne en låge som vi kørte igennem. Derefter kørte vi langt på en grusvej med store huller. På begge sider af vejen var der skov, skov og atter skov, vi kørte forbi et par små bambushytter, og Signe og jeg talte om hvor presset det ville blive hvis vi skulle bo der.

Der gik ikke længe for vi holdt ind, ressortet er skridtet bedre end bambushytter, men stadig virkelig primitivt. Vores værelse er et stort rum med 2 halvandenmands senge og et badeværelse fyldt med myg. Man skal lige samle sig for at syntes det er charmerende. Personalet er virkelig søde, de kom med yderligere en madras som vi kunne ligge på gulvet, så vi ikke skulle ligge så tæt.

Der er en lille restaurant på resortet, hvor vi kunne bestille aftensmad. Det er super hyggeligt, og maden er fantastisk. De dyrker selv alle deres grøntsager, og har selv kvæget så alt mad er hjemme avl. Vi er de eneste gæster på ressortet men alligevel skulle vi vente 5 kvarter på maden, men den var værd at vente på. Da vi havde spist blev vi siddende og spillede yatzy og hyggede os. Ved bordet ved siden af os sad alt personalet og spiste. Vi bød dem på salt lakrids og labre laver, de grinte højt da de spiste det og gjorde meget ud af at fortælle os at de syntes det var virkelig lækkert.

Imens vi sad på restauranten havde vi også et par oplevelser med Filippinernes dyreliv. Imens jeg sad og ventede på maden kom der et dyr flyvende og landede på bordet mellem Signe og jeg. Vi kaldte på tjeneren og fik hende til at fjerne den. Hun fik i stedet skubbet til den, så den fløj over mod mig. Jeg blev så forskrækket at jeg skreg mens jeg hysterisk rykkede stolen tilbage så jeg stødte ind i buffetbordet. Hun smilede lidt, men vi kunne tydeligt se at hun syntes jeg var noget af en dramaqueen 😱😱 Lidt efter kom en frø hoppende hen over gulvet, mens der sad gekkoer alle steder på væggene.

Nu er vi tilbage på værelset og skal forsøge at få noget søvn. Jeg indrømmer blankt at jeg syntes det er lidt uhyggeligt at skulle sove her, for man kan hele tiden høre dyrelyde udenfor. Mic og Bisse måtte tage madrassen på gulvet, for det tør jeg i hvert fald ikke, for det er jo der slangerne kommer først 😧

Total Page Visits: 1643 - Today Page Visits: 17