Kuala Lumpur – Sightseeing

december 6, 2018 Slået fra Af Carina

De sidste par dage er bare gået med at se byen og hygge os. Vi nyder fortsat at vi bor i en lejlighed, da det giver en hel anden grad af frihed. Det eneste minus er at der ikke kommer bogen og gør rent efter os.

Vi var ude og køre med en sightseeing bus rundt og se byen. Vi købte en billet hvor man kunne stå af og på i 1 døgn, og så stoppede bussen på 26 af de største attraktioner i byen. Det var en stor dobbeltdækker, og vi sad på øverste etage under åben himmel. Der var høj sol og omkring 35 grader, så vi sad og stegte deroppe. Det var meningen vi ville havde brugt det meste af dagen på at køre rundt, men ved stop 6 efter ca 1 time var Sander så køresyg så han ikke kunne holde ud at være på bussen længere. Vi stod derfor af, og besluttede os for at gå ud og finde noget frokost i det område hvor vi var stået af.

Efter maden gik vi ind i et center for at få Bisses telefon lavet. Han har tabt den så den er fuldstændig smadret. Vi afleverede telefonen og fik den retur efter 30 minutter. Hele fronten blev skiftet, der blev sat panserglas på glasset, vi købte 2 covers og en lader og kom af med 449 kr. Bagefter gik vi lidt rundt i centeret og så på julepynten, de gør virkelig noget ud af det her i Kuala Lumpur. Mic og drengene er misundelige på alt det flotte julepynt, og de ville ønske de kunne købe det hele med hjem. Personligt er jeg glad for at vi ikke har plads i taskerne 😳

Vi har også brugt en del timer på KLCC parken, drengene elsker at bade derinde og der er massere af børn at lege med. Det er tydeligt at se at drengene savner deres venner, for de søger andre børn rigtig meget. Vi prøver at lave lidt videoer og sende hjem til vennerne, for på den måde føler Sander og Bisse at de holder kontakten lidt. Specielt Sander er meget nervøs for om hans venner har glemt ham når han kommer hjem.

I dag gik vi over i KL forest Eco park som er et stykke regnskov man har bevaret inde midt i byen. Det var meget sjovt at man kunne gå direkte fra skyskrabere og meget trafik, ind i et helt tæt bevokset grønt område. Inde i regnskoven var der lavet hængebroer fra trætoppene, dem kunne man gå fra træ til træ. Hængebroerne var gamle og slidte så man skulle lige samle mod for at gå derud.

Bagefter tog vi op i KL Tower som er 421 meter højt. Vi købte en billet så vi kunne komme op på øverste dæk, her var der nemlig en glas platform hvor man kunne stå og kigge ned på byen under sig. Det var en virkelig flot oplevelse, desværre var vejret ikke helt med os i dag så vi har ikke fået så gode billeder. På dækket var der også en lille cafe hvor vi sad og fik en sodavand, mens vi kiggede udover Kuala Lumpur.

Da vi kom ud fra tornet var der et lille akvarium og en mini zoo som drengene gerne ville besøge. Akvariet var ikke særlig stort men der var en masse flotte fisk, og Sander kunne være blevet derinde hele dagen. Mini zoo’en var en anderledes zoo, hvor man gik rundt med dyrene frie. Da vi kom ind af den første dør, var der kæmpe skildpadder, papegøjer, kameleoner og kænguruer. Næste rum bød på fugle i alle afskygninger, der var alt fra papegøjer, undulater til høns. Mic og jeg fik foder i hænderne, og inden længe sad der 5/6 papegøjer på os hver. Det var spændende men også skræmmende, og drengene var bestemt ikke trygge ved situationen så de ville gerne ud. Senere var der mulighed for at fodre skildpadder og marsvin, og til sidst var der en stor fiskedam med mini guldfisk som man måtte fange i et net og en lille spand. Det var drengene helt vilde med, og de var næsten ikke til at få med videre.

Da vi skulle til at gå tilbage mod vores lejlighed begyndt himlen at åbne sig. Vejret her er mærkeligt, fra morgen til ca. 16 er der høj sol og virkelig varmt hver dag. Men fra kl 16 så står det bare ned og tordner men selv om det regner så er det stadig virkelig varmt. Så i dag da vi gik hjem i øsende regnvejr, valgte drengene bare at gå i bar mave for så syntes de det var mere dejligt.

Imorgen skal vi i et kæmpe vandland som ligger ca. 30 minutter fra Kuala Lumpur, det glæder vi os allesammen til.

Total Page Visits: 5025 - Today Page Visits: 2