Taman Negara – jungletur med skorpioner og kæmpe edderkopper

december 11, 2018 Slået fra Af Carina

I dag gik turen mod Taman Negara hvor vi skal trekke i junglen. Vi skulle tidligt op, da vi blev hentet på vores hotel kl. 7.30. Den første køretur tog 30 minutter, så skulle vi vente i 30 minutter før der kom en minibus og hentede os, næste køretur varede 3 så timer. Chaufføren kørte som død og helvede, og man frygtede for sit liv hele vejen. Da vi kom frem skulle vi spise frokost på en meget lokal restaurant. Vi fik stegte ris og kyllingelår, og deres renlighed er bare ikke som vores i Danmark. Vi skal virkelig kæmpe med drengene når vi spiser så lokalt, for de har slet ikke lyst til at spise. Det er svært at bede dem spise maden, når man i virkeligheden har samme følelse. Toilettet var virkelig klamt, der var ingen papir, men bare en skål vand som man kan skylle sig med.

Efter maden skulle vi køre yderligere 30 minutter over til den båd, der skulle fragte os videre. Bådturen tog 3 timer, og vi sejlede ned af en flod. Det var en super hyggelig tur, med virkelig flot natur. Vi blev læsset af på en flydende restaurant, hvor vi skulle gå igennem vandet for at komme ind på land. Turen har alt i alt taget 9 timer fra vi tog afsted til vi var fremme, og endnu en gang var drengene bare nogle stjerner at rejse med.

Da vi kom i land og fandt det hostel hvor vi havde booket et værelse, skulle vi for alvor have fat i ja-hatten. Værelset er så klamt, der er 2 senge og intet andet, eller det vil sige der er masser af dyr. Døren og vinduet gaber 1 cm hele vejen rundt, så alt kan komme ind uden problemer. På sengen var der så mange tissemyrer at de bare kom gående på en række, edderkopper på væggene og i loftet. Mic gik en insekt runde, og gik derefter op i receptionen og bad om noget sprøjtemiddel til vores værelse. Jeg ved slet ikke hvordan natten skal gå, men her er ikke andre muligheder, så vi må bide tænderne sammen.

Kl. 19.30 blev aftensmaden serveret på den flydende restaurant, vi var de eneste gæster, og alligevel havde de reserveret et bord, hvor der stod et stort skilt med Mrs. Carina Wibe ( man er vel VIP ) aftensmaden bestod af ris, kylling og grøntsager.

Kl. 20.30 skulle vi mødes med en guide, som skulle tage os med på en gåtur i junglen med lommelygter. Vi var alle spændte på turen, men også i tvivl om drengene kunne holde til at gå i 1,5 time så sent på aftenen. Inden vi skulle afsted legede drengene med sten inde på kanten af floden, og da de skulle gå på den planke som man skal gå på for at komme ud på den flydende restaurant, faldt Bisse selvfølgelig i vandet 😩 Her er gode råd dyre, for vi har kun et sæt lange bukser samt et par kondisko med. Det blev hurtigt klart at vores gåtur i junglen ikke længere var en mulighed, drengene blev skuffede og Bisse følte han havde ødelagt det hele. Vi fik derfor hurtigt talt med guiden om det var muligt at vi kunne købe os ind på en af de ture hvor de kører i junglen og ser efter dyr. Guiden handlede hurtigt og fik ringet til føreren af den ene jeep, så han vendte om og tog os med. Jeepen kom og vi blev dirigeret op på ladet. Med på turen var en familie fra Malaysia, en bedstefar, bedstemor og deres 6 børnebørn. De var super søde, og vi kørte sammen afsted i håbet om at se en masse dyr. Vi bumlede afsted på ladet af den bil, og uheldigvis så vi ingenting. Turen var nu stadig hyggelig og en god oplevelse. Sander og Bisse var så trætte at de faldt i søvn i vores arme under turen, så det var nok alligevel meget godt at de ikke skulle gå rundt i junglen.

Da vi kom tilbage til værelset var kl. 23 og alle sov med det samme.

Mandag

Kl. 8.00 ringede vækkeuret, vi kom hurtigt i tøjet og ned til morgenmaden. Man skal gå et godt stykke vej for at komme ned til den flydende restaurant. Morgenmaden blev serveret kl. 8.30, bagefter løb drengene ud og legede med sten på bredden, mens mic og jeg sad og talte sammen og drak vores morgenkaffe med udsigt over floden. Kl. 9.30 kom guiden og så skulle vi på en trekkingtur i junglen. Vi skulle først sejle ca 10 minutter, derefter gik vi i land på en smal sti i junglen. Guiden fortalte, at ruten op til udkigsposten var ca. 2 km, og det gik stejl op hele vejen. Lige når man hører det, tænker man at 2 km ikke er noget at tale om. Men her må jeg så sige, at det var det.

Allerede efter 200 meter var jeg virkelig presset, der var omkring 38 grader og en meget høj luftfugtighed. Sveden løb af en og terrænet var virkelig stejlt. Tanken om endnu 1,8 km på denne måde psykede mig virkelig. Nå, men der var ligesom kun 2 muligheder. Den ene var at stramme balderne sammen og komme op, og den anden var at sidde alene i junglen og vente blandt konge pythoner og tigere 😝 Så beslutningen var alligevel ikke så svær, jeg måtte med til toppen.

Efter et par hundrede meter begyndte turens største udfordring, nemlig at motivere Sander, der slet ikke mente hans ben kunne klare mere. Det er næsten uoverskueligt svært at motivere andre når man selv er virkelig presset. Jeg fandt det sidste overskud frem, og fandt noget træ som duftede af pebermynte. Jeg digtede en historie om at det var naturmedicin, som krigerne brugte for at få ekstra kræfter når de skulle i krig i junglen. Drengene blev opslugt af historien, og kunne allerede mærke effekten af medicinen, så de glemte fuldstændig at deres ben ikke kunne gå længere. Vi digtede derfor livligt videre på historien om krigere, hvilke våben de havde, hvordan deres høvding så ud, og hvordan de jagede dyrene. Pludselig stod vi på toppen, og så udover junglen.

Det var to stolte drenge der nåede toppen, og endda med favnen fuld af grene (våben) som de havde fundet på vejen. Turen ned gik noget lettere, adrenalinen pumpede i vores kroppe, og nu var det bare om at lade benene føre an. På vej ned fortalte guiden at der var et hold før os der havde set en stor konge pyton på vejen op. Sander blev virkelig misundelig, for det kunne han godt tænke sig at opleve. Jeg blev derimod endnu en gang mindet om at vi er i junglen blandt en masse farlige dyr. Jeg spurgte guiden hvilke dyr der levede i denne jungle, og hun svarede 100 vis af slangearter, skorpioner, elefanter, tigre, aber, bjørne, og edderkopper. Hvis ikke adrenalinen bankede i kroppen i forvejen så kan i tro den gjorde det efter hendes fortælling. Hun oplyste at hvis man blev bidt af en slange eller skorpion, så skulle man køre alt hvad man kunne mod Kuala Lumpur, Hospitalet i Kuala Lumpur ville så samtidigt sende en ambulance af sted med modgift, og så skulle man mødes på halvvejen, for ellers ville man ikke overleve. Ja mine ben begyndte automatisk at gå stærkere og stærkere, og det var her jeg pludselig hørte mig selv spørge Sander om vi skulle løbe om kap resten af vejen, for jeg var virkelig klar til at forlade junglen 🤦‍♀️

Da vi kom tilbage fra turen blev der serveret frokost på den flydende restaurant, stegte ris og stegte nudler. Klokken var nu 12.30, og vi havde tid til afslapning indtil næste tur klokken 15.00. På vej tilbage til værelset, stort set udenfor vores dør så vi en kæmpe skorpion komme gående over vejen. Det var mega spændende at se sådan en, men også skræmmende at blive mindet om at de bor lige ved siden af os. Mest skræmmende er det fordi både vores dør og vindue gaber virkelig meget, så potentielt kunne de komme ind på vores værelse.

Kl. 15 skulle vi møde op i tøj der gerne måtte blive vådt, vi fik at vide vi skulle sejle ud i strømmen og lege lidt med vandet. Vores forestilling var at det ville være en mild form for riverrafting, for det var jo i træbåde med mange mennesker. Drengene ville gerne sidde sammen, så Mic og Jeg sad sammen på sæderne foran dem.

Da vi kom ud midt på vandet skulle vi tage redningsveste på og da Bisse skulle tage hans redningsvest på kom der en kæmpe edderkop ud af vesten. Drengene panikkede fuldstændig, og jeg blev virkelig bange for at de ville springe over bord. Vi forsøgte at fange edderkoppen, men pist så var den væk. Pludselig kom vandet ind i båden fra alle sider, og båden gyngede så den ene side nærmest var under vand. Vi fik så meget vand i hovedet at alle blev forskrækkede. Drengene begyndte at græde, for de var bange for at båden skulle vælte. Da vandet igen var roligt, fik vi hevet dem om på vores sæder så de sad hos os. Efter få minutter kom der igen vand ind fra alle sider og båden gyngede afsted, folk skreg og drengene syntes bestemt ikke det var sjovt. Pludselig fik jeg set på den unge mand der sad foran mig, at han havde den virkelig store edderkop i nakken. Uden at tænke videre over det baskede jeg edderkoppen en på frakken, så den røg over bord. Manden foran kiggede forskrækket om på mig, for han kunne selvfølgelig ikke forstå hvorfor jeg helt umotiveret klappede ham en på hatten. Jeg måtte forklare at den store edderkop sad i nakken på ham. Han blev virkelig glad, og takkede for at jeg havde reddet hans liv… hmm måske hvem ved 🤔 Min erfaring efter denne sejltur er at riverrafting aldrig bliver det samme igen, for her i regnskoven der kan de virkelig få en træbåd til at blive vild 🙈🐳😂

Da vi kom i land skulle vi ind i junglen og se hvordan en stamme bor. Vi så hvordan de tændte ild, lavede pile og hvordan de boede. Vi fik deres historie om hvordan deres livsfilosofi er. De lever efter helt andre normer end os. De flytter hver gang et menneske fra deres lejr dør, for det betyder dårlig karma at blive boende. Deres døde mennesker hænger de op i trætoppene, så de gode ånder kan komme efter dem. Børnene flytter fra familien over i en anden hytte den dag de fylder 10 år sammen med deres venner. Det var lige et sammendrag, der er selvfølgelig meget mere at fortælle. Efter landsbyen var der mulighed for at bade i floden, jeg vidste med det samme at jeg ikke havde lyst til at dykke ned i det vand som var helt mudderfarvet. Mic og Bisse kastede sig ud i det med det samme, og Sander stod lidt på bredden sammen med mig, men efter lidt tid overvandt han sin frygt og kastede sig ud i floden med de andre.

Da vi skulle sejle hjem orienterede Bisse at han under ingen omstændigheder havde tænkt sig at sætte sig op i den båd igen. Han mente det var et stort edderkoppe bo, og desuden kunne han heller ikke li at sejle så vildt. Det krævede en del overtagelse, samt at Mic undersøgte vores pladser nøje for edderkopper før han modvilligt satte sig ind i båden igen.

Da vi kom tilbage var det tid til aftensmad. Stegteris, grøntsager og kylling. Drengene kunne simpelthen ikke overskue mere ris, så vi spurgte om køkkenet kunne overtales til at lave en gang nuggets til dem. Det faldt i virkelig god jord, og for første gang i mange dage spiste de en ordentlig portion.

Da vi var tilbage på værelset var Sander bange for om der var skorpioner derinde, vi gennemsøgte derfor værelset og Michael lagde den store rygsæk for døren, så der heller ikke kunne komme nogen ind under den. Da Sander endelig faldt i søvn, vågnede han ca. Hver 10 minut i en stort mareridt hvor han gennemsøgte sengen for skorpioner. Jeg fik ham ned på jorden hver gang og han faldt igen i søvn i mine arme. Da jeg endelig selv faldt i søvn, vågnede jeg selvfølgelig i samme mareridt flere gange, fordi nu havde Sander jo fået pisket en stemning op. Så jeg gennemsøgte sengen 10 gange i nat for skorpioner, og når jeg så endelig havde ro i mine mareridt, kom Sanders igen… det har været en fantastisk nat.

Tirsdag

Kl. 8.00 skal vi spise morgenmad, og derefter går turen tilbage til Kuala Lumpur. Det er en lang rejse, men den skal bare overstås. Vi er tilbage i Kuala Lumpur omkring kl 17.00. Drengen syntes det er trist at vi skal hjem, for de kan godt lide at lege på bredden af floden samt gå på ture i junglen. Jeg må indrømme at jeg er mere end klar til at komme tilbage til en ordentlig seng og et dejligt varmt bad uden myg, edderkopper og skorpioner.

Total Page Visits: 2520 - Today Page Visits: 2